En konstant stank af rådne æg. Det er hvad Henrik Thorø Jensen frygter skal møde ham, når han åbner sin hoveddør i fremtiden.
Virksomheden Ørsted - det tidligere Dong Energy - har planer om at bygge et nyt biogasanlæg på havnen i Esbjerg - tæt på Henrik Thorø Jensens adresse.
Og allerede nu møder projektet stor modstand fra Henrik Thorø Jensen og andre naboer i både Esbjerg, Varde og på Fanø af frygt for de lugtgener, et biogasanlæg kan udlede.
Over 1300 personer har skrevet under på en underskiftsindsamling, hvor de støtter modstanden mod det kommende biogasanlæg Esbjerg Biogas.
Underskriftindsamlingen er startet af Henrik Thorø Jensen, som er mest bekymret for den lugt, der kan ske at sprede sig rundt i byen.
- Al erfaring fra Kalundborg viser jo tydeligt, at en bynær placering af et biogasanlæg kan være meget problematisk, siger han.
I Kalundborg har Ørsted nemlig indviet et lignende biogasanlæg for otte måneder siden. Her kan borgere, der bor op til syv kilometer væk fra anlægget, lugte den grimme stank fra anlægget.
Det er især naboerne i Østerbyen i Esbjerg med under en kilometers afstand til det nye anlæg, der er bekymrede for, at fremtiden byder på en lugt af svovlbrinte. En lugt, der bedst beskrives som lugten af rådne æg.
Ingen garanti for et lugtefrit anlæg
Den grimme stank fra bioanlægget i Kalundborg, skyldes et ødelagt filter, der ved hjælp af bakterier renser luften, inden den bliver sendt ud af anlægget, lyder det fra Ørsteds direktør Nikolaj Ager Hamann.
En arbejdsgruppe er ved at undersøge, hvordan det nye anlæg skal designes, uden at der opstår grim lugt fra anlægget. Ørsteds direktør kan dog ikke garantere, at biogasanlægget i Esbjerg bliver helt fri for lugtgener.
- I den planmæssige drift skal der ikke være luftgener, men man kan ikke garantere, at ting, der er lavet af mennesker, ikke kan gå galt, siger Nikolaj Ager Hamann.
Samme melding fik borgerne også på et borgermøde i sidste uge. Meldingen fra Ørsted om, at de ikke kan garantere, at der ikke vil lugte af svovlbrinte, bekymrer den kommende nabo til anlægget Henrik Thorø Jensen.
- På mødet blev der spurgt, om Ørsted synes, de havde været en god nabo i Kalundborg. Det svarede de nej til, siger han.
Miljøstyrelsen tager imod høringer om lugt
Lige nu er planerne om det nye biogasanlæg sendt i offentlig høring af Esbjerg Kommune. Det kræver en ændring af lokalplanen, før Ørsted kan få tilladelse til at bygge.
Esbjergs venstreborgmester, Jesper Frost Rasmussen, er ikke bange for, at borgerne skal opleve problemer med stærk lugt.
- Et biogasanlæg skal ikke lugte, og der er sket et uheld i Kalundborg. Det er uheldigt, men jeg er ret sikker på, at Ørsted har lært af det, siger han.
Efter planen skal biogasanlægget placeres på havnen kun to kilometer fra centrum i Esbjerg. Anlægget skal primært modtage medicinalaffald fra medicinalvirksomheden LeoPharma, men der vil også blive sendt gylle ind til anlægget fra landmændene omkring Esbjerg.
Esbjerg Kommune er myndighed på bygningerne, mens Miljøstyrelsen er myndighed på støj og lugt. Miljøstyrelsen tager imod høringer i løbet af de næste par uger.