Fuld mand indgav falsk anmeldelse

En mand forsøgte i nat at undgå en sigtelse for spirituskørsel, ved at melde sin bil stjålet.

Natlig spirituskørsel endte med en sigtelse for falsk anmeldelse. (Foto: Jacob Hokland)

Når sprutten går ind, går dømmekraften ofte ud og det var vist også det der skete for en mand fra Ribe-egnen i nat.

Klokken 4.30 i nat ringede manden nemlig til politiet for at melde sin bil stjålet - for 20 minutter senere at ringe til politiet igen og fortælle, at en kammerat havde set bilen i en grøft lidt syd for Ribe.

Men det viste sig, at der hverken var nogen kammerat, der havde set noget - eller nogen tyv, der havde stjålet bilen.

Det var manden selv, der med promiller i kroppen, var kørt galt og derefter i et forsøg på, at undgå en sigtelse for spirituskørsel, fandt på at melde bilen stjålet.

Men den gik ikke - og manden er nu sigtet for både spirituskørsel og falsk anmeldelse.

Facebook
Twitter