Gallowaykøer græsser naturen frem igen

Løvfrøer og orkideer er kommet tilbage på strandeng på Sydals.

Gallowaykvæget er eminente samarbejdspartnere, når det gælder naturpleje, mener skovfoged ved Naturstyrelsen. (Foto: Simon Brix)

For første gang i godt 30 år kan man nu igen se orkideer og løvfrøer på strandengen Trillen på Sydals.

De seneste tre år har en flok gallowaykøer græsset på strandengen, og det har fået ellers glemte arter til at dukke frem igen.

Køer bliver i stigende grad brugt til naturpleje flere steder i Danmark. I forhold til at holde græs og ukrudt nede har gallowaykvæget nemlig en særlig evne, som hverken maskiner eller andre dyr helt kan kopiere.

- Køer er særligt gode naturplejere, fordi de ikke græsser de fine blomster og planter så hårdt ned, som for eksempel geder og får gør, siger skovfoged ved Naturstyrelsen i Sønderjylland Martin Reimers.

- Så vi har et helt eminent samarbejde med køerne, tilføjer Martin Reimers.

Blandt de planter, der igen er at finde på strandengen på Sydals, er også strandloppeurt. (Foto: Simon Brix)

Det er særligt løvfrøens tilbagevenden, som vækker glæde hos Naturstyrelsen i Sønderjylland. Løvfrøen er fredet, og bestanden er de seneste år gået drastisk tilbage flere steder i landet.

- Vi har en særlig forpligtelse i forhold til EU til at passe på løvfrøen, så derfor er det en ekstra stor glæde, at den nu er dukket op på Trillen igen, siger Martin Reimers.

Inden køerne begyndte at græsse på strandengen, var området tæt dækket af af høje tagrør og stride græsarter, som frøerne ikke var så vilde med.

Også blomsten katost er kommet tilbage på strandengen Trillen. (Foto: Simon Brix)

Udover løvfrøen er også orkideen majgøgeurt igen begyndt at vise sig på strandengen. Selv om arten ikke er helt sjælden, så har den de seneste år haft det svært i Danmark.

- Så det er dejligt at se den igen. Og så er det jo en rigtig smuk plante, som derfor bliver et lille fyrtårn for hele projektet, siger Martin Reimers.

Projektet er en del af en national satsning, hvor kommuner og Naturstyrelsen arbejder sammen om at bevare arter og få de danske strandenge tilbage.