Game of Thrones har skabt uheldig hunde-trend i Danmark: 'Folk glemmer at tænke sig om'

HBO-serien får flere til at anskaffe sig slædehunde uden at overveje konsekvenserne, mener Dyrenes Beskyttelse.

'Game of Thrones' har været rig på masser af seje direwolves - som er store udgaver af nutidens arktiske slædehunderacer. Serien er i øjeblikket tilbage på din skærm med den ottende og endegyldigt sidste sæson. (© Unsplash)

Hvis du har set 'Game of Thrones', har du garanteret også lagt mærke til de flotte direwolves, som er store udgaver af nutidens arktiske slædehunderacer.

Du har måske også flirtet med tanken om selv at anskaffe dig sådan en hund?

I så fald er du ikke alene.

Mange 'Game of Thrones'-fans har nemlig skaffet sig en hund af slædehunderacen Siberian Husky, og det er ikke uden problemer, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

- Det er ikke så velovervejet. Det er tit impulskøb, og man har simpelthen ikke sat sig ind i, hvad det kræver at have en Siberian Husky, siger Jens Jokumsen til P1 Morgen.

Femdobling i antal indleveringer

Hos Dyrenes Beskyttelse oplever man ligefrem en stigning i antallet af indleverede Siberian Husky-hunde.

- Vi kan se det på vores internater. I 2013 fik vi fem Siberian Husky'er ind, og i 2017 var vi helt oppe på 25. I de første tre måneder i år har vi allerede fået 15 ind, fortæller familiedyrschefen.

Den forhistoriske kæmpeulv eller direwolfs, som de kaldes i 'Game of Thrones', var større end de nulevende ulve. (© HBO Nordic)

- Det er simpelthen ejere, som må opgive at beholde de her hunde. De har anskaffet dem, men har måttet erkende, at det var for stor en opgave at have dem, og derfor ønsker de at komme af dem.

Jens Jokumsen fortæller, at slædehunderacerne kræver, at man som ejer er meget aktiv, og at deres jagtinstinkt gør dem upålidelige.

- Det er en hund med et højt jagtinstinkt. Man kan for eksempel aldrig lære dem at gå uden snor. De kan gå mange, mange kilometer hver eneste dag og elsker at være slædehunde, siger familiedyrschefen og uddyber:

- Det er en særlig race, som kræver noget særligt af sin ejer. Nogle af 'Game of Thrones'-fansene glemmer at tænke sig om, inden de anskaffer sig de her hunde.

Hvordan ved man, det er affødt af Game of Thrones?

- Vi ser ikke kun det her problem i Danmark, det er et generelt problem i hele Europa. Vores samarbejdspartnere i andre europæiske lande ser den sammme tendens. Slædehunderacerne er blevet enormt populære på grund af, at de er med i 'Game of Thrones', og får derved nogle mennesker til at lave de her impulskøb.

Dyrenes Beskyttelse advarer på deres hjemmeside om, at slædehunderacerne ikke egner sig til førstegangs-hundeejere.

Her skriver foreningen også, at slædehundene er aktive hunde, der gerne skal løbe 20 kilometer om dagen.

To af hovedpersonerne fra 'Game of Thrones': Jon Snow og Daenerys Targaryen, der bliver spillet af henholdsvis Kit Harington og Emilia Clarke. (Foto: HELEN SLOAN © HBO Nordic)

Skuespillere advarer

Den uheldige hunde-trend er faktisk så udbredt, at det har fået flere skuespillere fra Game of Thrones til at advare mod at købe hunden, før man har sat sig grundigt ind i racen.

Senest har Game of Thrones-skuespilleren Jerome Flynn, der har rollen som Bronn, lavet en kampagnevideo, hvor han advarer mod impulsive hundekøb.

- Selvom folk har gode intentioner, når de anskaffer sig en hund, har det konsekvenser at gøre det spontant. Dyreinternater i hele verden melder om en stigning i antallet af forladte huskier, lyder det fra skuespilleren i videoen.

Også den amerikanske skuespiller Peter Dinklage, der spiller Tyrion Lannister i HBO-serien, har tidligere opfordrer folk til at sætte sig ind i hunderacen, før man anskaffer sig slædehunden.

- Please, please. Hvis du vil bringe en hund ind i din familie, skal du sikre dig, at du er forberedt på det enorme ansvar. Og husk altid at adoptere hunden fra et internat, siger Dinklage til dyreorganisationen Peta.

Dyrenes Beskyttelse opfordrer folk til at tænke sig om en ekstra gang, før de køber en slædehund. Premiereafsnittet af 'Game of Thrones' ottende sæson blev i øvrigt set af 17,4 millioner seere i USA. (© Ellie Lord / Unsplash)
Facebook
Twitter