Gisp, gisp, gisp... og pust ud: Se Mona og Torben få fødselsforberedelse foran skærmen

Flere sygehuse begynder at tilbyde online fødselsforberedelse til gravide.

Med 60.000 fødsler årligt i Danmark er der et konstant behov for fødselsforberedelse. Men da statsministeren lukkede Danmark ned, betød det også, at al fødselsforberedelse blev aflyst. (Foto: Malene Ruwald)

Hvordan føles en ve? Hvornår skal jeg ringe til fødeafdelingen? Hvordan kommer jeg godt i gang med amning?

Spørgsmålene kan være mange, når man er gravid første gang. Og de seneste tre måneder har det været endnu sværere at få svar på dem.

Coronasituationen aflyste alle landets fødselsforberedende kurser fra den 12. marts, og virusset tvang de

højgravide
til at isolere sig. Først nu begynder nogen af de gravide at få tilbudt fødselsforberedelse virtuelt.

Sygehus Sønderjylland er det første sygehus i landet, som starter online fødselsforberedelse. Mona Andersen og Torben Tiedemann er tilmeldt holdet og skal i dag lære om amning:

- Jeg er positiv overrasket over det. Vi får det at vide, som vi skal. Og det var faktisk også en fordel at kunne være hjemme i stuen og spise jordbær og drikke kaffe imens.

Undervisningen varer halvanden time, så når barnet presser på blæren, er det let at skrue op for lyden og rejse sig i et par minutter. Faktisk var der flere fordele, end Mona Andersen havde forventet.

- Det er rart ikke at skulle stresse ud ad døren og være sammen med alle mulige andre. Det fungerer godt at kunne stille spørgsmål på chatten, siger hun.

Se her, hvordan det fungerer, når jordemoderen fortæller, og parrene skriver:

Imens den ene jordemoder fortæller ud fra slideshowet, så sidder en anden jordemoder klar til at svare på chatten.

- Jeg håber, at det bliver trygt for dem. Vi gør alt, hvad vi kan for at læne os så meget op ad det, vi plejer at tilbyde, siger jordemoder Cecilie Weber fra Sygehus Sønderjylland.

Jordemoder Cecilie Weber sidder foran webcamet og computeren, mens 25 sønderjyske par sidder hjemme og lytter til hende. (Foto: Hanne Høier)

Og selvom jordemødrene ikke kan se parrene, så er de meget opmærksomme på, at det blev forstået i den anden ende.

- De lægger hele tiden mærke til, om alle er med, siger Mona Andersen.

- Er der ikke nogen ulemper ved, at det kun er online?

- Det giver ikke det personlige møde. Jeg får heller ikke snakket med andre kommende mødre om forventninger og andre ting. Så det sociale går af det, men vidensmæssigt er der ikke en forskel, forklarer Mona.

Over de næste par uger vil Amager og Hvidovre hospital, Odense Universitetshospital, Sydvestjysk Sygehus og Sygehus Lillebælt også tilbyde det.

I Odense mener jordemoder Anette Werner, at fødselsforberedelsen er vigtig for

førstegangsfødende
- for hvis de ikke ved, hvad de går ind til, så føler de sig ikke trygge. Og det gør det sværere for mor, far og jordemødre:

- Det er klart, hvis man er utryg, så får man en dårligere fødselsoplevelse og kommer til at bruge mere smertelindring, end man ellers ville have gjort, forklarer hun.

Under webinaret lærte Mona noget, hun ikke havde hørt før: - Barnet får et vægttab i den første uge. Det var rart at vide som vordende mor, at det faktisk er helt normalt. (Foto: Malene Ruwald)

Som udgangspunkt skal de online kurser fortsætte i tre måneder. Erfaringen fra den virtuelle fødselsforberedelse skal løbende deles med alle landets fødesteder.

Mona Andersen har termin 30. juni, så hun når nok ikke mange webinarer - men hun håber, at der kan være et mix af fysisk og virtuel fødselsforberedelse for gravide i fremtiden.

Facebook
Twitter