God høst giver faldende kornpriser

Landmændene har haft en god høst i år, men det giver ikke nødvendigvis plus på kontoen.

Kornhøsten er god over hele kloden, og det presser prisen nedad. (Foto: Line Rasmussen DR Fyn)

Høsten er i hus, men selvom landmændene kan glæde sig over en stor mængde korn i laden, så betyder det ikke automatisk en stor sum penge i banken.

Høsten har været rigtig god over hele kloden og det store udbud får prisen til at falde med cirka 20 procent.

- Kornlagrene rundt omkring i verden er ved at være fyldt op, og efterspørgslen er ikke hvad den har været, siger Jens Nygaard Olesen, planteavlskonsulent ved Jysk Landbrugsrådgivning.

Pressede landmænd rammes hårdest

De faldende kornpriser går især ud over de landmænd, som ellerede er presset økonomisk, siger Jens Nygaard Olesen.

- De landmænd, som har stor gæld kan blive nødt til at sælge deres avl med det samme, fordi banken vil se penge på kassekreditten nu. De må så sælge deres korn til den pris, der nu måtte være.

Ifølge Jens Nyegaard Olesen gælder det cirka halvdelen af landmændene.

Prisfald kan få læsset til at vælte

En af dem, som har taget højde for at prisen på korn falder, er landmand Henning Ølgaard Bloch fra Gellerup ved Varde.

Han har solgt sit korn inden det kom i laden og fået en højere pris. Men det kan have betydning for de af hans kollegaer, der ikke har været ligeså forudseende.

- Et prisfald på tyve procent er alvorligt. Det kan være den sten, der får læsset til at vælte, siger han.

Facebook
Twitter