Grænseforskningsinstitut drejer nøglen om

Tysk mindretal frygter nedprioritering af grænseforskning efter lukning af institut i Sønderborg.

Institut for Grænseregionsforskning på Syddansk Universitet i Sønderborg lukker. (Foto: Thomas Sejstrup Møller- DR Syd)

En spareplan betyder, at nøglen bliver drejet om på Institut for Grænseregionsforskning på Syddansk Universitet i Sønderborg.

Instituttet forsker blandt andet i grænsehandel, mindretal og det generelle forhold mellem Danmark og Tyskland. Fremover skal forskerne være tilknyttet Institut for Statskundskab i Odense.

Generalsekretær i det tyske mindretal, Uwe Jessen, mener, det er en svækkelse af både grænseregionen, Syddansk Universitet i Sønderborg og forskningen i mindretallene.

- Jeg tror det betyder en mindre fokusering på grænseregionsforskning, og fokus vil ikke blive det samme som nu, siger han.

Fortsætter grænseforskning

Men der er ikke grund til bekymring, mener konstitueret leder på Institut for Grænseregionsforskning, Torben Damgaard.

- Der er færre ressourcer, men forskerne vil stadig se på både mindretal og udviklingen i grænseområdet. Jeg mener ikke, det betyder en svækket grænseregionsforskning, siger han.

Der skal spares i alt 30 millioner kroner, og det betyder, at 31 medarbejdere er indstillet til fyring.

Ærgerlig udvikling

Og når instituttet nu står over for at skulle spare, så er det en ærgerlig udvikling, lyder det fra forskningsleder og professor på instituttet, Steen Bo Frandsen.

- Det er selvfølgelig en udvikling, vi er kede af. Hvad der ændrer sig vil være det tværfaglige miljø, vi har haft på instituttet, fordi folk frem over vil være ansat på forskellige institutter, siger han.

Grænseforskningen vil dog stadig have udgangspunkt i Sønderborg, oplyser Syddansk Universitet.

Facebook
Twitter