Grete frygter krisen tager livet af byens forsamlingshus: ’Vi har ikke noget på bankbogen’

Landsforeningen efterspørger hjælpepakke til forsamlingshuse, der er hårdt ramt af coronakrisen.

I Daubjerg Forsamlingshus vest for Viborg, hvor Grete Søderberg er kasserer, er pengekassen næsten tom på grund af coronakrisen. (© DR Midt & vest)

Ingen fællesspisning, koncerter og byfester.

Det kan blive virkeligheden i flere landsbyer, der risikerer at miste deres lokale samlingspunkter på grund af coronakrisen.

Mange forsamlingshuse er nemlig hårdt pressede på økonomien i øjeblikket. Alle konfirmationer, fødselsdage og fester er aflyst, mens de faste

udgifter
stadig skal betales.

Det gælder blandt andet hos Daugbjerg Forsamlingshus vest for Viborg, hvor kasserer Grete Søderberg er tvunget til at slå hul i foreningens kassekredit.

- Vi har ikke noget på bankbogen, som vi kan skyde ind med nu, desværre, siger hun.

Krisen kom på et kritisk tidspunkt

Forsamlingshuset i Daugbjerg har egentlig haft en sund økonomi, hvilket gjorde det muligt at lukke ned i årets første måneder for at få

renoveret
dele af huset.

Så kom den uventede coronakrise, nedlukningen af landet og aflysninger af konfirmationer, sølvbryllupper og bankospil.

Derfor er pengekassen nu tom.

Daubjerg Forsamlinghus har fået renoveret toiletter tidligere på året. (© DR Midt & vest)

- Og vi mangler desværre også stadig et par regninger fra nogle af håndværkerne, der har været inde og arbejde. Vi er hårdt ramt af det her, lyder det fra Grete Søderberg.

I Sønderjylland mærker de også det økonomisk pres hos Løjt Forsamlings- og Kulturhus.

Her er alle bookinger i marts, april og en del af maj blevet annulleret, forklarer formand Eigil List.

- Det er ikke så godt, for vi får ikke nogen penge i kassen. Det er rene

udgifter
til et forsamlingshus som vores.

Forening er bekymret for medlemmer

Billedet er det samme over det meste af landet.

Derfor frygter landsforeningen Danske Forsamlingshuse, at krisen vil få flere af de over 1.000 medlemmer til at dreje nøglen om.

Ifølge kasserer Mette Bach kan de fleste forsamlingshuse ikke bruge de nuværende hjælpepakker, da deres faste

udgifter
er under grænsen på 25.000 kroner fordelt over tre måneder.

Hun efterspørger derfor en særlig hjælpepakke til forsamlingshusene fra kulturministeren, ligesom der lige er blevet lavet en pakke til højskolerne.

- Selv en indtjening på 800 kroner som et forsamlingshus skulle have haft i en weekend har stor betydning. Derfor er det vigtigt, at vi får en hjælpepakke, hvis politikerne gerne vil bevare landsbyernes samlingspunkt, siger Mette Bach.

Hvis hjælpen ikke kommer, er Eigil List fra Løjt bekymret for fremtiden.

- Vi får jo et hul i vores økonomi, hvis vi ikke får

indtægter
, og det er
begrænset
, hvor lang tid, vi kan klare det. Det vil være en katastrofe for os, hvis vi ikke har et forsamlingshus, for det er det eneste sted, vi har mulighed for at lave arrangementer og mødes, siger han.

Samme konklusion lyder der fra Grete Søderberg i Daugbjerg.

- Jeg håber ikke, vi går

konkurs
og må dreje nøglen om.

Ingen hjælpe på vej indtil videre

Det har ikke været muligt at interviewe kulturminister Joy Mogensen (S), men hun har givet et skriftligt svar til

DR
Nyheder.

- Jeg anerkender fuldt ud forsamlingshusenes vigtige rolle som samlingspunkt i lokalsamfundet, og derfor har de som andre også mulighed for at søge

kompensation
i de generelle hjælpepakker, skriver ministeren og tilføjer:

- Regeringen ser løbende på, hvordan de forskellige hjælpepakker i højere grad kan rumme blandt andet kulturinstitutionerne.