Når eleverne fra i dag og fremover møder ind på Esbjerg Gymnasium, skal de aflevere mobiltelefonerne i et nyopsat reolsystem. Kun i pauserne må eleverne bruge mobilerne.
Og det har været nødvendigt, mener rektoren Sune Ahrenkiel.
- De kan ikke styre det. Der er mange elever, der kan. Men der er også rigtig, rigtig mange, der ikke kan, siger han.
Men det er Ea Sand, elev i 2.g og forkvinde for Esbjerg Gymnasiums elevråd, uenig i.
- Jeg kan godt se fra rektors side, at det er en måde at hjælpe os på. For mobilerne er blevet en vane. Men vi får at vide, at der er læring under eget ansvar. Det er det her jo ikke. Det er mistillid til os elever, siger hun.
Også på Roskilde Gymnasium skal mobiltelefonerne fremover låses inde. Men her mener Fiona Fryd, der går i 3.g, ikke, at det har en betydning.
- Det gør ikke så stor en forskel. Udover i fysik og kemi, hvor vi har fået at vide, at det kan være en god idé at tage billeder af forsøg og lignende - og det bruger vi jo mobilen til, siger hun.
Forstyrrer og påvirker fællesskabet
Det er ikke kun eleverne i det sydvestjyske og sjællandske, der fremover skal aflevere mobilerne, når de møder ind.
For flere gymnasier landet over er begyndt at sætte begrænsninger for brugen af mobiltelefoner. Det fortæller Henrik Nevers, der er formand for foreningen Danske Gymnasier.
- Mobilerne forstyrrer undervisningen og påvirker fællesskabet, siger han.
På Esbjerg Gymnasium har de indført det efter at have brugt HF-klasserne som forsøgskaniner sidste år. Og det viste så gode resultater, at de har valgt at sprede det til alle gymnasiets elever, fortæller rektor Sune Ahrenkiel.
- Det har givet færre forstyrrelser i undervisningen. Og eleverne har fortalt, at det er en lettelse, at de ikke skal have den hele tiden, for mobilen stresser dem, siger han.
Men han erkender, at det ikke er alle elever, der har armene i vejret over de nye regler.
- Der har allerede været flere forbi mit kontor og sige, at jeg tager deres frihed fra dem, siger han.
Mobilhotel kan være positivt
På HHX på Campus Vejle er eleverne også mødt ind til begrænsninger. Skolen har lejet et mobilhotel, hvor eleverne skal låse telefonerne inde.
Det gælder til en start som et forsøg i tre måneder, hvorefter skolen vil evaluere det og beslutte, om mobilerne fortsat skal være låst inde.
Og selvom Frida Farah, der går i 2.g, umiddelbart ser det som en ulempe, erkender hun, at det også kan have en positiv effekt.
- Fremadrettet kan det have fordele. At vi ligesom fokuserer mere uden, at vi tænker over det, fordi vi ikke har opmærksomheden på mobilen ved siden af én, der ligger og plinger, siger hun.