Heftig biljagt i nat: Politimand slæbt 50 meter efter bil

En politibetjent blev i nat slæbt mellem 50 og 100 meter efter flugtbilist.

En biljagt i nat kunne være endt katastrofalt, hvor en betjent blev slæbt efter en bil. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

En politimand kom i nat ud for en alvorlig oplevelse, da han blev slæbt mange meter efter en bil.

En politipatrulje havde jagtet en sort Opel Corsa i centrum af Aabenraa.

Betjentene fik til sidst bilen standset, og man bad føreren om at slukke bilen.

Det ville føreren ikke, og da den ene betjent lænede sig ind i bilen for at slukke bilen, kørte føreren pludselig med betjenten hængende ud af bilen.

- Han kørte mellem 50 og 100 meter, hvor betjenten hang ud af bilen. Til sidst faldt betjenten så ud. Han kom heldigvis ikke noget til, siger vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard til DR.

Bakkede ind i politibil

Episoden skete klokken 1.21 i nat, og efterfølgende gik en omfattende politijagt i gang, hvor flere patruljevogne var involveret.

Det lykkedes så en af patruljevognene at finde gerningsmanden og den sorte Opel Corsa, og det lykkedes også at få ham klemt inde i en blindgyde et andet sted i byen.

Men føreren bakkede ind i politivognen, så den ikke kunne køre, hvorefter føreren så igen stak af.

Senere fandt en tredje patrulje den sorte Opel Corsa, men der var føreren af bilen stukket af.

Politiet fortsatte en intens eftersøgning af føreren af bilen, og søndag formiddag lykkedes det at fange og anholde manden.

- Vi har nu anholdt ham og skal have ham afhørt. Vi formoder, at han mandag bliver fremstillet i grundlovsforhør, siger vagtchefen og oplyser, at gerningsmanden er fra lokalområdet.

Vagtchefen er meget chokeret over nattens episoden.

- Jeg synes, det er meget alvorligt, det der er sket. Det er jo vold mod tjenestemand. Heldigvis er vores kollega ikke kommet alvorligt til skade. Men det kunne jo være gået rigtig galt, når man tænker på, hvad der egentlig er foregået, siger Søren Strægaard.

Artiklen er opdateret, efter at gerningsmanden blev fanget af politiet.

Facebook
Twitter