Henriks oldefar sejlede efter stemmesedler i farlig storm: Her er 3 vilde fortællinger fra historisk valgdag

Tre ud af fire vælgere i Sønderjylland stemte i 1920 for igen at høre til Danmark.

Henrik Manøs oldefar var en erfaren fisker. Derfor drog han ud på havet sammen med en anden fisker for at skaffe stemmesedler til Rømø, så øens beboere også kunne stemme for Danmark. (© (c) DR)

I dag for 100 år siden skulle folket i Nordslesvig - det vi i dag kalder Sønderjylland – stemme om, hvorvidt de ville høre til Danmark eller Tyskland.

Godt 100.000 borgere afgav deres stemme, og valgdeltagelsen lå over 90 procent.

Tre ud af fire stemte for Danmark, mens kun hver fjerde stemte for Tyskland. Langt de fleste sønderjyder ville for alt i verden ’hjem’ til Danmark, og der var handling bag den ambition.

Her er tre særlige ting, sønderjyderne gjorde for at vise deres iver for igen at blive en del af Danmark.

1

Henriks oldefar hentede stemmesedler i stormvejr

Henrik Manøs oldefar Niels Christian Manø var skrap til at sejle. Derfor begav han og en af Rømøs andre fiskere sig ud i stormvejret for at skaffe stemmesedler. Det var dog formentlig en støre både end denne her, de sejlede ud i. (Foto: (privatfoto))

Afstemningen i 1920 foregik ikke helt på samme måde som i dag, hvor vi sætter kryds på en liste.

Dengang skulle man vælge mellem to sedler. Én hvor der stod Danmark på, og én hvor der stod Deutschland på. Inde i stemmeboksen skulle man så putte en af sedlerne i en kuvert og smide den i stemmeurnen.

Men på Rømø stod man på stemmedagen med et kæmpe problem. Kassen med stemmesedler, der var fragtet til øen forinden, bestod stort set kun af tyske stemmesedler.

Og det duede jo slet ikke.

Rømø havde dengang ingen dæmning til fastlandet. Turen foregik med færgen. Men et frygteligt stormvejr havde ramt Vadehavet på afstemningsdagen, og formentlig derfor var færgen gået på grund.

Niels Christian Manø kendte havet så godt, at tyskerne under 2. verdenskrig forviste ham fra Rømø. Måske for ikke at risikere, at hans kendskab til farvandet blev brugt imod dem. (Foto: (privatfoto))

Gode råd var dyre, men et par af øens unge mænd tog affære. Blandt andet Henrik Manøs oldefar.

- Ham og en fisker fra Esbjerg sejlede til fastlandet for at hente de her stemmesedler. Og det var et herrens vejr, så det var ikke en ufarlig tur.

Men de to mænd havde efter sigende et særdeles godt kendskab til havet omkring Rømø.

Henrik Manø arbejder selv i søværnskommandoen i dag, så han ved nøjagtigt, hvor farligt det var at sejle ud i sådan et stormvejr, når der var vindstød på 24 meter i sekundet.

- Det er ikke for almindelige mennesker at sejle i det vejr. Man skulle virkelig kende sit håndværk. Med datidens skibe og i det farvand, der er herude, var det bestemt ikke en ufarlig tur.

Men det lykkedes de to sømænd at trodse havets bølger, og de fik transporteret danske stemmesedler tilbage til øen, så øboerne kunne stemme for Danmark.

2

29-årige Kirsten rejste hele vejen fra USA for at stemme

Kirsten Marie og hendes mand Hans Peter Hansen samt deres to drenge solgte deres farm i Iowa, USA, i 1920, da genforeningen betød, at de ville bosætte sig i Danmark. (© Historisk Arkiv for Haderslev Kommune)

Før 1920 var Slesvig fattigt og ikke særlig attraktivt, og derfor var mange sønderjyder rejst til andre dele af landet. Eller endda immigreret til udlandet.

Det gjaldt også Kirsten Marie Lund fra Gram. Hun havde søgt lykken i USA, hvor hun havde fundet en dansk mand, som hun havde fået børn med.

Da nyheden om, at sønderjyderne nu kunne stemme om at blive en del af Danmark igen, nåede til det forjættede land, rejste den da 29-årige Kirsten Marie Lund og resten af familien over Atlanten, så den sønderjyske kvinde kunne afgive sin stemme. En rejse, der ofte tog to-tre uger.

Alle personer over 20 år, der var født i det nuværende Sønderjylland eller havde boet der i mindst 20 år, kunne nemlig stemme.

Kirsten Marie Lund stemte i sin fødekommune Gram. Her var hun en af to vælgere, der kom fra udlandet.

Datoen for valgdagen blev fastsat kun en måned før. Alligevel lykkedes det at få næsten 30.000 personer uden for det nuværende Sønderjylland til at komme hjem og afgive deres stemme – på både den danske og tyske side.

I USA blev der i flere dansk/amerikanske aviser trykt annoncer for at lokke udlands-sønderjyderne hjem til Danmark til den 10. februar 1920. Og inden for de danske og tyske grænser blev der fra begge sider arrangeret gratis transport til valgstederne for at få så mange som muligt til at stemme.

Da det i foråret stod klart, at Sønderjylland og Danmark skulle genforenes, besluttede familien sig for at sælge farmen i USA og i stedet bosætte sig i det sønderjyske.

Men det blev kun til fem år hjemme i Sønderjylland for Kirsten Marie Lund. Da hun var 33 år, døde hun af tuberkulose.

3

Klokken otte blev flaget hejst over hele Sønderjylland

Anne Grethe Petersens mor og oldefar hejste for første gang i mere end 50 år flaget klokken otte på valgdagen, ligesom resten af Sønderjylland gjorde. (Foto: (privatfoto))

I de mere end 50 år, Sønderjylland hørte til Tyskland, var det forbudt at flage med Dannebrog.

Det blev først lovligt i forbindelse med afstemningen i 1920 igen at hejse det danske flag, så det var en helt speciel og en meget stor begivenhed for de dansksindede, der ellers havde gemt flaget af vejen i så mange årtier.

Derfor havde man koordineret det, så man overalt i Sønderjylland kunne se de rød-hvide farver ryge til tops klokken otte den morgen, der skulle stemmes.

Hjemme hos Anne Grethe Petersens oldefar i Toftlund var flaget også støvet af. Anne Grethe Petersens mor var kun fire år, da hun stod sammen med sin bedstefar i haven med Dannebrog i sine arme.

- Hun fik sin fine kjole på, så det var en meget særlig begivenhed, fortæller Anne Grethe Petersen.

Idet de to sønderjyder var ved at hejse flaget i vejret den morgen, blev der taget et billede af en forbipasserende. Billedet blev fremkaldt i stor størrelse og fik den bedste plads i familiens hjem. Men en brand gjorde det af med billedet.

- Det originale billede havde min oldefar i sin pung, men efter sin død endte billedet i en kasse sammen med en masse andre billeder, fortæller Grethe Petersen.

Mange år efter kom billedet frem igen og endte hos Anne Grethe Petersen, hvor det i dag har stor betydning.