Her bestemmer borgerne hvornår bussen kører

Folk på landet i Sønderborg Kommune kan nu selv bestemme, hvornår bussen skal køre.

En lille 9-personers bus skal fremover betjene stoppestederne ude på landet i Sønderborg Kommune. Der er borgerne, der skal bestemme, hvornår bussen skal køre. (Foto: Thomas Dinsen © DR Fyn)

Der kan være langt mellem busserne i landsbyerne. Det problem vil man i Sønderborg Kommune løse ved at stille en bus til rådighed, som borgerne selv bestemmer over.

I første omgang laver man et forsøg, hvor kommunen stiller en 9-personers bus til rådighed i 2,5 måned.

Og det kan være første skridt mod en helt ny måde at organisere kollektiv transport i landsbyerne.

- Jeg kunne forestille mig, at vi har nogle store linjer, hvor de store busser kører, og så bliver alt det andet kørt med små 9-personers busser, siger formanden for Landdistriktudvalget i Sønderborg, Anders Brandt fra Enhedslisten.

Almindelige busser er for dyre

Flere almindelige busser er nemlig ikke svaret på de transportmæssige udfordringer i landsbyerne, mener Anders Brandt:

- Det er en dyr løsning, og de fleste der bor på landet i dag har egen bil. Så det vil ikke være nogen god ide, siger han.

Pengene til gratis busser vil Sønderborg Kommune hente i en statslig pulje på 57 millioner kroner, der støtter offentlig trafik.

I weekenden var der deadline på at søge om få stillet en gratis bus til rådighed. Anders Brandt kalder den mere borgerdrevne kollektive transport for Fællesskabstransport.

FacebookTwitter