Højt gebyr hindrer ikke fejl-alarmer

Trods højt gebyr bliver brandvæsenet stadig kaldt ud til blinde alarmer.

Højere gebyr har ikke ændret på, at brandbilerne oftere rykker ud til fejlalarmer. (Arkivfoto) (Foto: Poul Sørensen © DR)

Prisen på fejlopkald til brandstationen fra tekniske anlæg er blevet hævet med 2.000 kr i januar sidste år.

Alligevel er der ikke blevet færre forgæves køreture med fuld udrykning til såkaldte blinde alarmer. Sidste år var godt og vel to ud af fem køreture med brandbilen forgæves.

- Det skal ses i sammenhæng med, at der er kommet mange nye alarmanlæg, siger Mikkel Rønnow, der er seniorberedskabsmester hos Beredsskabsstyrelsen.   .                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                   

Selvom der kommer flere binde alarmer, mener han, at gebyret har haft en præventiv effekt. Ifølge ham kunne flere af alarmerne sagtens have været undgået.

Misvedlighold og sjusk

Mikkel Rønnow hævder, at de blinde alarmer ofte skyldes sjusk, dårlig rengøring eller dårlig vedligehold. Han oplever, at flere af alarmerne kunne være undgået.

- Hvis detektorerne var blevet støvsuget, eller hvis man havde været opmærksom på, at man lavede mad et andet sted, end man plejede.

- Folk skal ikke ryge indenfor eller bruge røgkanoner til fester. Det kan også være, at man glemmer at fortælle håndværkerne, at man har et alarmanlæg. Så er det byggestøv, der starter brandalarmen, siger Mikkel Rønnow. 

Beredskabsstyrelsen er på vej med en kampagne rettet mod både virksomhedsejere og brugere af bygninger med brandalarmsanlæg.