Holst afviser kritik af dobbeltrolle: Jeg trak mig, da PKA kom på tale

Carl Holst er én af tre regionsformænd, der kritiseres for at have været inhabile, da de fik sendt milliard-kontrakter på sygehuse i udbud.

De tre regionsformænd har alle ledet møderne i regionsrådet, hvor det blev besluttet at sende de store kontrakter i udbud. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Der er ikke noget at komme efter.

Sådan lyder meldingen fra den tidligere regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst (V).

Sammen med regionsformændene Bent Hansen (S) fra Region Midtjylland og Jens Stenbæk (V) i Region Sjælland kritiseres han for at have haft topposter i PKA, samtidig med, at PKA har vundet store kontrakter i de tre regioner.

Ingen af de tre har været med til at udpege, at PKA’s konsortier skulle vinde udbuddene. Men de har alle tre ledet møderne i regionsrådet, hvor det blev besluttet at sende de store kontrakter i udbud.

I Region Syddanmark drejer det sig om et udbud af et nyt psykiatrisk hospital i Vejle.

Carl Holst mener imidlertid ikke, at der er noget i vejen for, at han besad begge poster, da regionsrådet besluttede at sende opgaven i udbud:

- De to kasketter havde intet med hinanden at gøre på det tidspunkt. Da der kom et tilbud fra PKA, og kasketterne dermed fik noget med hinanden at gøre, erklærede jeg mig inhabil, siger Carl Holst.

Men så enkelt er det ikke, vurderer Roger Buch, der er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Interessen fra regionen er jo klart at få den billigst mulige bygning af en god kvalitet, mens det fra pensionskassen handler om at få mest muligt for den vare, man sælger. Så der er per definition modsatrettede kræfter, understreger han.

Derfor mener han, at Carl Holst burde have trukket sig fra den ene af posterne tidligere, end han gjorde. Til det siger Carl Holst:

- Jeg erklærede mig inhabil på det tidspunkt, hvor PKA kom på tale som en tilbudsgiver. Jeg kunne ikke have gjort det før, for vi vidste ikke, at PKA var på tale før.

Også regionsrådsmedlemmerne i Region Syddanmark Poul Erik Svendsen (S) og Bo Liebergren (V) havde poster i PKA på samme tidspunkt som Carl Holst. De erklærede sig alle tre som inhabile på samme tid.

Tre formænd med dobbeltroller

  • Bent Hansen (S). Var med til at sende kontrakt på 2,2 mia. kroner for nyt psykiatrisk hospital i Skejby i privat udbud.Vinder af udbuddet var konsortium, som PKA er en del af. Er både formand for region Midtjylland og formand for pensionsselskabet PKA.

  • Jens Stenbæk (V). Var med til at sende kontrakt på 520 millioner kroner for ny fødeafdeling i Slagelse i privat udbud. Vinder af udbuddet var konsortium, som PKA er en del af. Er både formand for region Sjælland og var dengang medlem af en bestyrelse i PKA.

  • Carl Holst (V). Var med til at sende kontrakt på 934 millioner kroner på nyt psykiatrisk hospital i Vejle i privat udbud. Vinder af udbuddet var konsortium, som PKA er en del af. Er både formand for region Syddanmark og var dengang medlem af en bestyrelse i PKA.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter