Homoseksuel fik tæsk, da han kyssede sin mand på vej til Fanø: Simon gik med i øens første pride

Fanøs første pride trak op mod 1.000 regnbuefarvede og fjerbeklædte deltagere gennem Nordby.

Simon Schelde og hans kæreste er årsagen til, at der blev taget initiativ til en Fanø-pride efter de sidste år blev overfaldet på vej til øen, fordi de kyssede hinanden. (Foto: Mai Von Guionneau Jessen © (c) DR)

Hede rytmer og baskende fjer, farverige mavedansere og brasilianske trommer.

For første gang dannede Fanø tirsdag aften ramme om en "Pride" - altså en parade, som hylder kærlighed og mangfoldighed.

Optoget bevægede sig gennem Nordby på Fanø til tropiske rytmer, hvor op mod 1.000 deltagere fra både Fanø, oplandet, København og Aarhus gik med.

Flere havde udsmykket sig med glimmer og glamour, mange deltog med et regnbuefarvet flag i hånden, og enkelte havde set en anledning til at iføre sig fannikkernes folkedragt.

Overfald udløste Fanø-pride

Med i optoget gik Simon Schelde, der er grunden til, at priden på Fanø i det hele taget er blevet en realitet.

For et år siden var Simon Schelde, der er homoseksuel, på vej til øen for at holde ferie med sin kæreste. Parret sad i et tog, hvor Simon Schelde fik et kys af sin kæreste.

- En mand, der sidder over for os, rejser sig op, og spytter på os. Jeg spørger ham, hvad hans problem er, hvorefter han vender sig rund og giver mig et knytnæveslag i ansigtet.

Jeanett Exner, der er kreativ direktør for Kulturhuset Realen på Fanø, hørte om episoden og bestemte sig for, at det var på tide med en pride i Vestjylland.

- Det er jo en demonstration for kærlighed og mangfoldighed i alle variationer. Det drejer sig jo ikke bare om bøsser og lesbiske, men om at møde sin næste med kærlighed, åbenhed og nysgerrighed frem for skepsis kritisk og fordømmende, siger hun.

Alle har godt af en pride

Simon Schelde er vokset op ved Vejen, og han synes, at det er skønt, når områder, hvor homoseksuelle og transkønnede ikke er en almindelig del af bybilledet, også får besøg af mennesker med en anderledes seksualitet end flertallet.

  • Fanø blev tirsdag forvandlet til en regnbueø, da øens første pride trak farverige mennesker til Nordby. (Foto: Hanne Høier © dr)
  • Både lokale og udefrakommende deltog i priden på Fanø tirsdag aften. (Foto: Mai Von Guionneau Jessen © (c) DR)
  • Både lokale og udefrakommende deltog i priden på Fanø tirsdag aften. (Foto: Hanne Høier © (c) DR)
  • Både lokale og udefrakommende deltog i priden på Fanø tirsdag aften. (Foto: Hanne Høier © dr)
1 / 4

- Alle steder har godt af en pride. Forældre og børn får en snak om, hvad søren det er for noget. Det er med til at afmystificere. Det kan være godt for de børn, der måske i fremtiden skal springe ud over for deres forældre. Så har man fået en snak om det inden da, siger han.

Priden sluttede af med fest på Realen i Nordby, og Jeanett Exner garanterer, at det ikke er sidste gang, der bliver pride på Fanø.

Facebook
Twitter