Hunden Dolly har reddet krigsveteranen Flemming

Flemming Nielsen har posttraumatisk stress efter to et halvt år i krig. Nu får han hjælp af menneskets bedste ven.

Flemming Nielsen har fået en servicehund af Haderslev Kommune. (Foto: Julie Bender Thomsen)

Flemming Nielsen fra Haderslev har fået en ny hund, og den har han endda fået af kommunen.

Det er en labradoren Dolly på 11 måneder, som er trænet til at kunne hjælpe ham i hverdagen.

Flemming Nielsen er hverken blind eller handicappet. Han er krigsveteran og har været udsendt i krig i Bosnien, Afghanistan, Irak og Kosovo som sygepasser, hvor han har hjalp sårede soldater og civile.

Det var to et halvt år, som har sat sig dybt i sjælen hos Flemming Nielsen. I dag er han på førtidspension og lider af posttraumatisk stress. Det betyder, at han lever med søvnløshed, angst og er konstant på vagt.

Derfor har han som en af de første krigsveteraner i landet fået en servicehund bevilliget af kommunen.

- Efter jeg har fået Dolly, har jeg fået det meget bedre. Jeg har stadig mine mareridt, men det giver noget tryghed, og jeg kan tillade mig at slappe af. Hvis jeg vågner om natten, ligger Dolly inden for en armslængde, så jeg kan røre hende og få ro på igen, fortæller han.

Alene en tur på gågaden kan få bægeret til at flyde over for Flemming Nielsen. Han kigger efter farer alle steder, efter snigskytter på tagene og vurderer konstant trusselsniveauet.

Men Dolly er trænet specielt til at forstå Flemming Nielsens signaler.

- Hvis jeg har en dårlig dag, og det hele kører rundt i hovedet på mig, så kommer hun over og trøster mig. Hun er det bedste hjælpemiddel, jeg kunne få, siger Flemming Nielsen.

En servicehund koster kommunen omkring 85.000 kroner, men det er det hele værd, mener formanden for Socialudvalget i Haderslev Kommune, Thies Mathiasen fra Dansk Folkeparti.

- Vi mente, at det ville give manden noget at stå op til. Når man giver et dyr til et menneske i afmagt, så giver man dem samtidig noget at leve for igen, siger han.