Hunden Herluf skal skabe tryghed i skolen

Flere folkeskoler arbejder med at bruge skolehunde til at hjælpe elever med særlige behov.

En hund skælder ikke ud, som mennesker gør, fremhæver Katrine fra fjerde klasse. (Foto: Anne Phillipsen © DR Syd)

Tavle, kridt, masser af elever - og så lige en hund. Sådan ser der for tiden ud i klasseværelserne på Møgeltønder Skole. Den seks måneder gamle golden retriever Herluf er nemlig på vej til at blive skolehund.

I Jylland er man som noget relativt nyt begyndt at uddanne deciderede skolehunde, og fra august kommer uddannelsen også til Sjælland. Ideen med skolehunde er, at de skaber ro og tryghed og øger koncentrationen hos for eksempel elever med særlige behov såsom ADHD, oplyser skolehunden.dk, der står for den officielle uddannelse.

Flere skoler er interesserede i at benytte sig af de firbenede venner. Blandt andet Møgeltønder Skole, hvor man håber at få uddannet Herluf til skolehund.

- Jeg tror, han kan skabe trygge rammer for børnene og give dem et bedre læringsmiljø. For eksempel kan man trygt og roligt sætte sig og læse højt for en hund, uden at man hele tiden bliver rettet på, siger skoleleder Marit Bechmann.

En skolehund kan noget ekstra i forhold til lærere og pædagoger, mener også Katrine Nielsen fra fjerde klasse i Møgeltønder.

- Den gør én tryg. Og den skælder ikke ud, lige som vi mennesker gør, siger Katrine Nielsen

Herluf er ikke helt stor nok til at være uddannet skolehund endnu, men hvis den bliver uddannet, så har skolelederen store planer med hunden.

- Jeg regner med, at alle specialklasser kan få gavn af ham. Og jeg forestiller mig, at han kan bruges i bestemte pædagogiske forløb i andre klasser også. Han kan bruges som en terapihund, der kan skabe tryghed og ro, siger Marit Bechmann.

Facebook
Twitter