I frisørsalonen: Vi køber da Se og Hør alligevel

Bladet Se og Hør bliver stadig læst på trods af ugens store Se og Hør-skandale, lyder det fra et par frisørsaloner.

Meldingen er helt klar i et par frisørsaloner, Se og Hør vil stadig blive købt på trods af denne uges skandale. (Foto: Marie Ravn Nielsen © DR)

Se og Hør er fast inventar i mange frisørsaloner landet over. Men denne uges helt store medieskandale får ikke kunderne til at flygte væk fra bladet.

Bladet ramte gaden i går, og det fandt også vej ind hos frisør Rikke Vigsøe i Vojens.

- Jeg tænker ikke så meget over dét, der er sket. Jeg køber bladet alligevel. Kunderne kan jo godt lide at komme herned og læse noget sladder. Og så er det jo oplagt at købe Se og Hør, siger Rikke Vigsøe.

Alle kan jo begå fejl

Jette Bay Jensen er en af Rikke Vigsøes kunder. Hun læser Se og Hør ved frisøren, og det har hun tænkt sig at fortsætte med at læse på trods af de ufine tricks.

- Alle kan jo lave fejl, selvom at den fejl her kunne man da godt have undværet. Men det er jo menneskeligt at fejle, siger hun.

Frisør Hans Jørgen Holdt i Toftlund mener, at det nok bare er nogle enkelte brodne kar, den er gal med hos Se og Hør.

- Det er måske én direktør, der har gjort det her. Det er jo ikke selve deres ledelsesstil. Og jeg vil stadig købe det til min salon, siger Hans Jørgen Holdt.

Jeg skal have noget sladder

Helle Jordan er en af hans kunder. Hun læser Se og Hør hver uge og køber det også selv.

- Jeg kan godt lide noget god sladder. Og det finder jeg jo i Se og Hør. At de så ikke får fat på informationerne på den mest sobre måde, det er jo ikke smart. Og det er ikke i orden, det, de har gjort, fortæller hun og fortsætter:

- Men det ændrer ikke noget for mig, jeg vil fortsætte med at købe bladet. Det må jeg være ærlig at tilstå, siger Helle Jordan.

Facebook
Twitter