- Der er to pedaler på sådan en skide plæneklipper. En der går frem, og en der går tilbage. Så trykker jeg på den forkerte, siger han.

En julidag sidste sommer kører Ib Madsen langs skyttegravene på den lokale skydebane i Esbjerg og slår græs. Klubben har netop investeret i en ny flot plænetraktor – et maskineri Ib Madsen endnu ikke er helt fortrolig med.

I stedet for at bakke fortsætter Ib Madsen direkte ud over kanten til en af skyttegravene på skydebanen. Han vælter af plænetraktoren og lander på bunden af den to meter dybe grav med hovedet først. Den store plænetraktor følger direkte efter og lander oven på ham.

Jeg kan faktisk huske det hele. En kammerat kom ned til mig, og jeg bad ham flytte mit ben. Jeg kunne ikke mærke, at han allerede havde gjort det.

Ib Madsen

To venner fra skytteklubben ser det hele og får ringet 1-1-2.

- Jeg kan faktisk huske det hele. En kammerat kom ned til mig, og jeg bad ham flytte mit ben. Jeg kunne ikke mærke, at han allerede havde gjort det, siger Ib Madsen.

72-årige Ib Madsen er lammet fra nakken og ned i højre side. Senere mister han evnen til at tale og trække vejret, og han bliver afhængig af en respirator.

Viljen til at ville

Ni måneder senere hilser Ib Madsen på sine gæster med venstre hånd og triller ind på sit 30 kvadratmeter store værelse, hvor han parkerer sin elektriske kørestol.

Respiratoren har han ikke længere, talen har han fået igen, og han når ikke langt i sin fortælling, før han rejser sig fra sin kørestol. Bare for at vise, at han kan.

Hverken alder, udmattelse eller frustrationer har bremset Ib Madsen i hans genoptræning, der imponerer både venner og fagfolk.

- Når de siger; det kan du ikke, så skal jeg nok vise dem, at jeg kan, slår han fast.

For ifølge Ib Madsens venner, er der intet, der kan stoppe ham, hvis først han har sat sig noget for.

- Sommetider synes man, at man burde kunne lidt mere, end man kan. Men så må du jo bare træne lidt mere. Det hjælper jo ikke bare at lægge sig der, siger Ib Madsen og peger på sin seng.

Ib Madsen har ikke selv børn. Men da hans bror døde blev han reserve-bedstefar for sin nieces børn. Billedet er taget før ulykken. (Foto: (privatfoto) © (c) DR)

Julemaden blev blendet

Ulykken på skydebanen resulterede i en brækket nakkehvirvel og skade på rygmarven, der placerede Ib Madsen lammet i en hospitalsseng med døgnovervågning. Først i Esbjerg, så i Aarhus, siden i Odense og til sidst i Viborg på et særligt genoptræningscenter for patienter med rygmarvsskader, hvor han nu har boet siden 16. november.

Selvom han var lam, kunne han lige akkurat bevæge sin ene tå på højre fod, så forbindelsen var stadig intakt, og Ib Madsen kunne potentielt lære at gå igen. Men det ville tage tid, sagde lægerne.

- Jeg troede jo ikke rigtig på dem. De snakkede om, at det var langvarigt. Så regnede jeg med, at det bare var en måned. Så kunne jeg ligeså godt kæmpe.

Hver gang du ser, at du kan noget. Så vil du mere.

Ib Madsen

Nu er der gået ni måneder, og Ib Madsen kæmper stadig videre. Tre timer om dagen træner han med terapeuterne, og hans iver har bragt ham på benene igen - bogstavelig talt. Nu kan han gå ved hjælp af en rollator eller en stok. Men det er ikke nok – næste mål er at kunne gå helt uden hjælp.

- Hver gang du ser, at du kan noget. Så vil du mere, siger han.

Ligesom, da han opdagede centerets trehjulede cykler og hev terapeuterne med på en seks kilometer lang cykeltur rundt om søerne i Viborg.

- Så nu har jeg fået lavet det sådan, at vi skal rundt om søen to gange om ugen i stedet for at træne – det er jo lige så godt at cykle en tur som at sidde på en kondicykel, siger han.

Ib Madsen har holdt fast i, at hans hund Perle ikke skulle se ham, før han var helt hjemme. Det ville være synd for den, hvis han skulle forladen den igen, fortæller han. Billedet er taget før ulykken. (Foto: (privatfoto) © (c) DR)

Ib Madsen rømmer halsen. Stemmebåndet er ikke helt stærkt endnu. I knap et halvt år har en respirator trukket vejret for ham, og han har været ude af stand til at tale.

- Det har været det værste. At sidde og sige en hel masse, uden at nogen kan forstå en, siger han.

Ham kom af med respiratoren ved juletid og fik langsomt lov til at tale igen. Det betød også, at det var slut med sondemad, og juleaften smagte han igen kartofler– blendet med juleand, brun sovs og rødkål. Men det betød ikke noget. Han havde ventet længe efter den smag, fortæller han.

(Foto: (Grafik) Signe Heiredal © (c) DR)

Skytteklubben er familie

Skydning og skytteklubben fylder meget i Ib Madsens liv. Han var selv med til at starte klubben for næsten 50 år siden – dengang var han så skrap, at han ved danmarksmesterskabet i lerdueskydning vandt sølv.

- Før skød jeg fem gange om ugen - og hver lørdag og søndag. Den bedste skydning, jeg har været med til var, da vi lavede nordisk rekord for hold. Vi skød 578 lerduer ud af 600 mulige. Fire mand. Dem, der kender lidt til det, vil sige, at det er godt.

Men selvom hans dårlige syn gør, at han ikke længere skyder så meget, så bruger han mange timer derude. Han holder græsset nede, nyder atmosfæren, og kan lide at gå med på jagterne.

- Det giver mig livsmod og kammeratskab – det er det, man lever for, siger han.

Ib Madsen har hverken kone eller børn, men han er ikke alene og er aldrig ensom. Skytteklubben er hans familie.

Skydebanen i Esbjerg er Ib Madsens andet hjem. Hans syn er blevet for dårligt til at skyde lerduer, så i stedet slår han græs og løser andre praktiske opgaver i klubben. Billedet er taget før ulykken. (Foto: (privatfoto) © (c) DR)

- Det var anden gang, jeg var hjemme på weekend. 14 dage før påske. Jeg tog ud på skydebanen, men ingen vidste, at jeg kom. Da jeg går ind i klubhuset er der nok 50 mand, der rejser sig og klapper.

- Det er mere værd, end at blive nummer to ved danmarksmesterskabet, siger han.

Mens Ib Madsen har været indlagt har venner fra skytteklubben passet hans hus og hans labradorblanding Perle. De har sørget for, at der var mad til ham, når han kom hjem på orlov, og hver uge har venner kørt fra Esbjerg til Viborg for at besøge ham – også da han ingenting kunne sige.

- Det er ikke til at beskrive. Det er sådan nogle ting, der hjælper mig fremad, og gør det værd.

Uden sine venner havde det nok været svært at komme videre, siger Ib Madsen.

En evig optimist

På skænken langs væggen, står en lille rød ”Hoptimist”. Den lille fjedrende 60’er figur i plastik skal minde Ib Madsen om at være positiv og se fremad. Men det er slet ikke nødvendigt at huske Ib Madsen på det – sådan tænker han bare.

- Når jeg ringer og spørger, hvordan det går, svarer Ib altid, at det bare går godt, fortæller vennen Svend Åge, der er på besøg.

Ib Madsen viser, at han kan gå.

Siden ulykken har Ib Madsen bevaret troen på, at han snart kommer hjem til huset på landet ved Oksbøl.

- Jeg vil gerne kunne klare mig selv. Og det er tæt på, at jeg kan. Jeg ved godt, at der er nogle enkelte ting, der kniber lidt. F.eks. at kunne binde mine sko – det er et helvedes bøvl med én hånd.

Jeg vil gerne kunne klare mig selv. Og det er tæt på, at jeg kan.

Ib Madsen

Han forventer at komme tilbage på skytteklubbens plæneklipper – hans syn har i flere år ikke været godt nok til at ramme lerduer. Men som plænemand kan han stadig bidrage med noget i klubben. Han kigger på sin højre hånd, der ligger tungt i skødet på ham. Det er ikke meget bevægelse, han har i den.

- Jeg kommer nok ikke til at skyde ret meget med den her. Men lad os nu se. Det kan godt være, at det bare tager nogle år. Det skal nok komme, siger han.

På vej hjem til Oksbøl

Ib Madsen har siden han kom til genoptræningscentret sagt, at han ville hjem inden den 1. maj. Det nåede han ikke helt.

Han har stadig en tube i halsen fra den tid, han var koblet til en respirator. Først når den bliver fjernet, kan han undvære at være overvåget døgnet rundt.

Den operationen er trukket ud, men terapeuterne har lovet, at han kan flytte hjem til sit lille landsted ved Oksbøl den 14 juni.

- Nu skal jeg snart hjem. Og jeg skal gerne være så mobil, at jeg kan få en

handicapbil, så jeg kan komme på skydebanen igen, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.