Indtjeningen halter i Sønderjylland

En sønderjyde tjener i gennemsnit ti procent mindre end landsgennemsnittet.

Der bliver udbetalt færre penge i sønderjylland end i resten af landet. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Hvis du er sønderjyde, så tjener du sandsynligvis færre penge end danskere i de store byer.

Sønderjydernes gennemsnitlige indkomst er ti procent mindre end landsgennemsnittet.

Det viser en undersøgelse lavet af Nils Karl Sørensen, som er lektor ved Virksomhedsledelse og Økonomi på Syddansk Universitet.

- Jeg havde regnet med, at der var et efterslæb, som man også ser i andre udkantsområder. Men jeg havde ikke regnet med, at det var så stort, siger han.

Nils Karl Sørensen lavede en lignende undersøgelse i begyndelsen af 1994, hvor forskellen på indtjeningen var noget lavere. Her tjente sønderjyderne nemlig 2,4 procent mindre end landsgennemsnittet.

Tendensen, hvor sønderjyderne tjener mindre, ser dog ud til at fortsætte.

- Det dystre scenarie frem mod 2030 er, at forskellen på indtjeningen i Sønderjylland og resten af landet vil være 15 procent, siger han.

Årsagen til den lavere indtjening i Sønderjylland er ifølge Nils Karl Sørensen, at landsdelen består af pressede brancher i form af landbrug og industriproduktioner.