IT i folkeskolerne ikke klar til reform

Flere folkeskoler har ikke internet og udstyr til flere tablets og mere IT i undervisningen

Folkeskolerne er udfordret på deres IT, og det kan være et problem i forbindelse med at nå målet fra folkeskolereformen om mere IT i undervisningen. Arkivfoto. (Foto: Jane Lou)

Langt fra alle folkeskoler er klar til flere skærme og mere internet i undervisningen.

Til august træder den nye folkeskolereform i kraft. I den står der, at IT skal tænkes ind i alle fag i folkeskolen og integreres som en naturlig del af undervisningen.

Men flere skoler har ikke udstyret i orden, så de kan varetage opgaven, lyder det fra fem lærerkredse i Syd- og Sønderjylland.

Problemer med trådløst internet

Blandt andet i Vejen Kommune er der skoler, der har svært ved at komme på nettet. Og de udfordringer har man også i Aabenraa Kommune, siger fomand for Aabenraa Lærerkreds, Torben Hagedorn.

- Nogen steder er man ikke koblet på med trådløst netværk, så der er man ikke klar, der kan man ikke udnytte it ordentligt i undervisningen, siger han.

På andre skoler er det ikke internettet den er gal med. I Sønderborg er det nemlig i stedet udstyret, der ikke fungerer, siger formand for Sønderborg Lærerkreds, Lisbeth Skyum.

IT-udstyret halter på skolerne

- Det er mere end halvdelen af skolerne, hvor materiellet halter. Det er sådan bredt forstået både i lokalerne og computerrum, at der er mangelfuldt udstyr, siger hun.

Formændene for lærerkredsene i både Aabenraa, Sønderborg, Vejen, Varde og Tønder, og de udtrykker alle, at der er en del skoler, der ikke kommer til at være klar når den ny skolereform ringes i gang til august.

Ingen it-revolution til efteråret

- Man må væbne sig med tålmodighed og ikke have en forventning om, at der er revolution fra 1. august 2014, for det er der ikke, siger formand for Sønderborg Lærerkreds, Lisbeth Skyum.

Det er usikkert, hvor mange skoler det drejer sig om, men kredsformændene påpeger, at der selvfølgelig også er skoler, der er klar til folkeskolereformens digitale mål.

Undervisningsministeriet oplyser, at der ikke sættes krav til, hvor meget IT skal indgå i undervisningen, som fx hvor stor en del af undervisningen, der skal foregå via computer eller tablet

Facebook
Twitter