Ja til aktiv dødshjælp - lige indtil det gælder

Et flertal af danskerne ønsker at indføre aktiv dødshjælp, men ikke når det gælder dem selv.

Vi debatterer ofte aktiv dødshjælp i medierne. Men noget tyder på, at flertallet ikke synes, at det er en god idé, når det kommer til stykket. (© colourbox)

Et flertal af danskerne går ind for muligheden for at kunne yde aktiv dødshjælp. Men noget tyder på, at det kun gælder alle andre end én selv.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Palliativt Videnscenter og Trygfonden i 2013 ønsker 71 procent af danskerne, at det skal være muligt at yde aktiv dødshjælp. På hospicerne i Sønderjylland er oplevelsen en anden.

- Det er få patienter, der ønsker aktiv dødshjælp. Måske fordi de ved, at de ikke kan få det, siger Kirsten Voss, der er ledende overlæge ved Hospice Sønderjylland.

Chancen for at sige farvel

Ud af de få, der ønsker aktiv dødshjælp, er der alligevel en taknemlighed for den hjælp, man kan få, og hvor man kan nå at sige ordentligt farvel til sine nærmeste. Det oplever man både på hospicerne i Haderslev og Esbjerg.

- Jeg tror, at patienterne oplever, at der alligevel er noget liv med kvalitet tilbage til dem og deres kære. Og med den smertelindring, vi har i dag, kan man leve livet, til man dør, siger Kirsten Voss.

Lægerne må i dag give medicin for at lindre smerte, angst og åndenød, også selvom det kan forkorte patientens levetid. Derudover har patienterne ret til at vælge livsforlængende behandling, mad og drikke fra.

 

Facebook
Twitter