Jakob så biler smadre ind i hinanden igen og igen: Nu får politiet hjælp til at opdage farlige vejkryds

Samarbejde mellem politi og skadestuer afslører flere farlige vejstrækninger.

Jakob Rathleff har været vidne til flere ulykker få hundrede meter fra sit hus. Her viser han, hvorfor krydset er så farligt.

- Jeg står inde i badet og hører et bang. Ud ad vinduet kan jeg se, at der igen holder to biler derovre. Den ene med katastrofeblink – den anden på tværs af vejen.

Jakob Rathleff bor få hundrede meter fra et kryds på landevejen ved Skodborg i Sydjylland. På fem år har der været syv uheld i krydset. Det seneste var for halvanden måned siden.

- Det er et spørgsmål om tid, før nogen kommer rigtig til skade derovre, siger han.

I tre af de syv uheld i krydset er politiet ikke blevet kontaktet. Og det er et problem.

Hver eneste dag sker der ulykker på de danske veje, som politiet ikke får besked om. Simpelthen fordi skaderne på stedet ikke kræver hverken ambulance eller politiets indblanding.

Og det gør det svært for politiet og landets kommuner at få et overblik over, hvor de bør ændre vejkryds, lave bomme på cykelstierne eller nye rundkørsler for at gøre vejene mere sikre for trafikanterne.

Politiet kan nemmere forebygge

De sidste to år har Syd- og Sønderjyllands Politi samarbejdet med landsdelens tre skadestuer i Esbjerg, Aabenraa og Kolding om at få oplysninger fra de patienter på skadestuerne, som rent faktisk har været ude for en ulykke i trafikken.

Og det har allerede givet en masse ny viden om, hvor der bør sættes ind med trafiksikkerhedsforanstaltninger, fortæller Christian Østergård, der er leder af forebyggelsesafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Nu kan vi simpelthen hjælpe kommunerne med at spotte endnu flere farlige kryds, end vi har kunnet med politiets egne data alene.

Før politiet begyndte at samarbejde med skadestuerne, fik de kun besked om en ud af tre trafikulykker på de syd- og sønderjyske veje.

- Vi er interesserede i at få at vide, hvor uheldene sker, og hvorfor de sker. Så vi kan forebygge dem, fortæller Christian Østergård.

Skal nu se på tre farlige kryds

Efter det nye samarbejde blev sat i gang, har man i Vejen Kommune spottet tre farlige kryds, som politikerne nu skal til at se på.

Det fortæller Vagn Sørensen (V), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Vejen Kommune.

- Vi har pludselig fået informationer ind om en hel del steder i kommunen, hvor cyklister og bilister ofte kommer til skade. Det fik vi ikke før. På sigt skulle det jo gerne betyde, at vejene bliver mere sikre for os alle sammen.

Et af stederne, der skal sættes ind, er krydset mellem Haderslevvej og Gilbjergvej ved Skodborg. Og det glæder Jakob Rathleff, der har været vidne til flere af de ulykker, der er sket på den trafikerede landevej.

- Jeg håber, der kommer fuldstop-skilte op. Så vi kan undgå flere ulykker herude.

På sygehusene har borgerne også taget rigtig godt imod projektet, fortæller Carina Eg, der er ledende chefsekretær på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Hun står for at indsamle oplysninger om de patienter, der kommer ind på skadestuen efter at have været involveret i et trafikuheld.

- Folk vil rigtig gerne være med til at forebygge, at et lignende uheld sker igen. Så langt de fleste siger ja til at udfylde et spørgeskema, fortæller hun.

Flere politikredse følger trop

Ifølge Jens Lauritsen, der er professor hos Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital (OUH), kan dataene fra skadestuerne udnyttes endnu mere af både kommuner og politi.

- Alle skadestuer indrapporterer alle patienter, der er kommet til skade – både i trafikken, på arbejde og i hjemmet. Så der ligger et stort potentiale i de her data for især kommunerne til at forebygge mange forskellige ulykker – ikke kun i trafikken.

Ulykkes Analyse Gruppen på OUH har siden 1973 bearbejdet dataene fra sygehusets skadestue og leveret data om både trafik og andre ulykker til de fynske kommuner. For et halvt år siden begyndte de også at samarbejde med Fyns Politi.

Projektet i Syd- og Sønderjylland bygger videre på et arbejde, som Aarhus Kommune startede for godt ti år siden. Men det er første gang, at projektet bredes ud til en hel landsdel.

Resultaterne fra det syd- og sønderjyske er så gode, at flere af landets politikredse nu følger trop og indleder samarbejde med skadestuerne i deres område.

Blandt andre Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi og Midt- og Vestjyllands Politi.