Jasper er en af verdens bedste ninjaer: Selv en blyant kan være et dødeligt våben i kamp

Jasper Juhl Holm er blandt de højest graduerede instruktører i verden inden for Bujinkan Budo Taijutsu. I dag træner han små og store ninjaer i Haderslev.

Det ene slag efter det andet bliver pareret, og voksne mænd og kvinder bliver slynget ned på madrasserne.

Ind imellem er der udbrud af smerte, når håndled og skuldre bliver låst i ubehagelige yderpositioner.

I hjørnet banker en mand med grønt bælte i gulvet, mens en mand med sort bælte presser ham ned.

Der er både hvide, grønne, røde og sorte bælter og to blå øjne i lokalet, og det er ikke af den slags, man er født med.

- Jeg må erkende, at jeg er skyld i det ene. Jeg må have ramt et blodkar uheldigt, for selve slaget var ikke særlig hårdt, forsikrer manden med det sorte bælte.

Vi er i en gymnastiksal i Haderslev. De kæmpende træner kampkunsten Bujinkan Budo Taijutsu, som ligger til grund for ninja-kulturen.

Manden med det sorte bælte er Jasper Juhl Holm. Han er en af de højest graduerede instruktører i verden inden for ninja-kampkunsten.

Han blev i februar 2011 udnævnt til 15. dan, som er den højest opnåelige grad i Bujinkan Budo Taijutsu.

I oktober 2012 modtog han Stormesterens Guldmedalje “The Golden Dragon Award”, som en yderligere anerkendelse af sin indsats for kampkunsten.

  • Jasper Juhl Holm med stormesteren i Japan. (© Jasper Juhl Holm)
  • Midt i træningen holder Jasper Juhl Holm altid en tepause. (© Jasper Juhl Holm)
  • Jasper Juhl Holm på en af sine mange rejser, hvor han træner sine færdigheder. (© Jasper Juhl Holm)
  • Jasper Juhl Holm i træningslokalet i Haderslev. (© Jasper Juhl Holm)
1 / 4

Han kan med andre ord slå ihjel med sine bare næver, hvis han ville. Men det er ikke det Bujinkan Budo Taijutsu går ud på – langt fra.

Det er en del af en lang og stolt tradition i Japan, der blev født af nødvendigheden for at overleve under borgerkrige. I dag er det et middel til at blive et stærkere og mere lykkeligt menneske.

Det er kampkunsten, som Jasper Juhl Holm har brugt store dele af sit liv på at bringe til Danmark, når han ikke arbejder som ledende fysioterapeut på Odense Universitetshospital.

Det startede med selvforsvar

Jasper Juhl Holms vej til at blive 15. dan startede allerede som barn. Dengang anede han ikke, at man kunne træne ninjaernes kampkunst.

Han gik i stedet til selvforsvar, og det var fantastisk, fortæller han.

- Jeg lærte at lave rullefald, og det lykkedes mig at slippe helt igennem et styrt på cykel, fordi jeg lavede et rullefald over en hæk og landede på benene, fortæller han.

Det hjalp ham også mentalt i en periode, hvor han blev drillet i skolen.

- Jeg opdagede, at selvom jeg ikke havde fortalt nogen ovre i skolen, at jeg gik til selvforsvar, så ændrede de adfærd over for mig. Der var noget ved den måde, jeg opførte mig på, der stoppede deres drillerier. Det viste mig, hvordan ens egen sindstilstand ændrer modpartens, fortæller han.

Da Jasper Juhl Holm i 1980’erne opdagede ninja-kampkunsten bed han på med det samme. Det var ikke noget, man kunne gå til i Danmark. Derfor tog han til seminarer i udlandet for at dygtiggøre sig.

I 1986 åbnede han en klub og blev dermed en af veteranerne, der har været med til at starte træningen af ninjaer op i Danmark.

- Det er mystisk og spændende. Det er en fantastisk historie. Der er jo en grund til, at Ninja Turtles og Lego Ninjako hitter, siger Jasper Juhl Holm.

Der er ingen regler

Kampkunsten, som Jasper Juhl Holm har brugt mange år af sit liv på, er på mange måder usædvanlig. For det første er det ikke og vil aldrig kunne betegnes som en sport. Det slår Jasper Juhl Holm fast flere gange.

Det skyldes, at man aldrig arrangerer kampe, hvor to kæmper for at vinde, som man kender det fra sporten og kampsportens verden.

Det ville være alt for farligt. Der er nemlig ingen regler, pointerer Jasper Juhl Holm flere gange.

- Hvis vi var i kamp på liv og død, måtte du måske grave mit øje ud eller brække halsen på mig. Det ville betyde, at vi ville have et ret stort frafald af elever, hvis vi trænede sådan, siger han og fortsætter:

- Hvis man blev udfordret til en kamp om onsdagen, kunne man jo også bare snige sig ind på modstanderen og angribe ham om tirsdagen, siger han.

  • Billeder af Jasper Juhl Holm under træningen. (© Jasper Juhl Holm)
  • Billeder af Jasper Juhl Holm under træningen. (© Jasper Juhl Holm)
  • Billeder af Jasper Juhl Holm under træningen. (© Jasper Juhl Holm)
1 / 3

Tankegangen i Bujinkan Budo Taijutsu er en helt anden forklarer Jasper Juhl Holm.

- I enhver form for kampsport er der nødt til at være nogle regler. Man er nødt til at fjerne de farlige ting. Selv i MMA er der regler. Folk må ikke have våben med, og de må kun kæmpe én mod én. Det er ikke fem mod én, selvom man godt kan risikere det ude på gaden, siger han.

I stedet stiger man i graderne gennem træning og teste i forskellige discipliner.

Farlig at træne med

Selvom mange af de trænende i lokalet ville kunne gøre stor skade i et slagsmål, så er stemningen afslappet og hyggelig.

Der bliver ikke slået helt igennem, og de forskellige låse og pareringer bliver øvet igen og igen.

Jasper Juhl Holm går fra den ene gruppe af studerende til den næste. Undervejs kommer han med eksempler på, hvordan man kan udskadeliggøre den anden part.

- Selv en blyant kan være et dødeligt våben, fortæller Jasper Juhl Holm, mens han presser en grøn farveblyant ind på struben af en af deltagerne på holdet.

- Det handler om kreativitet og improvisation. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde – så længe man overlever, siger han.

Jasper Juhl Holm er så dygtig, at det ikke er lige til at træne kamplignende situationer. Det kræver, at han træner med nogen, han kender rigtig godt.

- Jeg skal vide, hvor grænsen går, så jeg ikke brækker håndleddet på dem. Det kræver et vist niveau af begge parter at træne på en måde, som minder om frikamp. Fuldstændig frit bliver det aldrig, men det er samtidigt nødvendigt at teste dele af teknikker under pres, siger han.

Skarpslebne sværd i japansk dojo

Jasper Juhl Holm er nået dertil, hvor han er i dag gennem adskillige udlandsrejser. Her har han trænet med nogle af de dygtigste i verden. 11 gange har han været i Japan for at træne med den øverste leder – stormesteren.

Han kan tydeligt huske sin første tur derover, hvor han trænede i en måned.

- En af seniorerne tog et sværd og huggede efter mig, og så måtte jeg bare undvige. Jeg opdagede først bagefter, at det var et skarpt sværd. Det var ret nervepirrende, men han må have stolet på, at jeg kunne undvige, siger han.

Turene til Japan har i det hele taget givet Jasper Juhl Holm en forståelse for, hvad ninja-kulturen går ud på.

- En af de første dage kunne jeg efterligne mange af de ting, jeg blev vist, og jeg følte mig meget selvtilfreds. Dagen efter forklarede en af seniorerne, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde, og så opdagede jeg, at jeg ikke havde fattet noget som helst, fortæller han.

En vigtig lektie, Jasper Juhl Holm har lært, er, at uanset hvor stærk du er, så er der altid nogen, der er stærkere.

- Det er ligegyldigt, hvor mange sorte bælter du har. Bliver du skudt i hovedet, så dør du. Det er risikabelt at være i en konflikt. Derfor er det også ninjaernes filosofi så vidt muligt at undgå konflikter, siger han.

Derfor træner de også en form for træning, der kaldes Sakki. Det kan oversættes til noget i stil med fornemmelse for aggression.

- Vi har alle sammen en sjette sans, som vi kan træne og lære at stole på. Man kan måske fornemme, at der er dårlig stemning på et diskotek. Fem minutter senere er der slagsmål, men der er du forduftet, forklarer han.

Evnen testes i Bujinkan til 5. sorte bæltegrad. Eleven skal opfatte et hug med et bambussværd, der kommer bagfra. Flytter man sig i tide, er testen bestået. Ellers får man en bule og må prøve en anden gang.

Ny generation af ninjaer er født

Siden 2011 har Jasper Juhl Holm brugt mange af sine timer på klubben Bujinkan Tatsujin Dojo i Haderslev. Her træner han voksne og børn i ninjaernes kunst.

Hos børnene, som han kalder Ninja Kids, handler det mere om leg og motorik. De lærer en masse faldteknikker, parader og at være rolige under pres.

- Det skal være lidt sjovt, så vi træner også med gummikastestjerner og skumsværd, fortæller Jasper Juhl Holm.

Det er langt fra byens største sportsklub, men det generer ikke Jasper Juhl Holm.

- Det vil altid være en niche, fordi vi ikke har stævner og konkurrencer. Du kan lære noget nyt og finpudse dine evener hele livet, men du kan ikke vinde noget. Derfor vil sport altid være mere populært, siger han.

Når han går rundt mellem holddeltagerne og viser dem teknikkerne, er det ikke til at se, at Jasper Juhl Holm ville kunne gøre stor fysisk skade. Heller ikke når han halvvejs igennem timen kalder alle til tepause på madrasserne.

Jasper Juhl Holm har da heller aldrig været tvunget til at bruge sine færdigheder fuldt ud. Heldigvis, fortæller han.

- I gamle dage handlede det om overlevelse. I dag i et land som Danmark, hvor der ikke er ret meget konflikt, handler det om personlig udvikling. Det handler om at være tryg, få en højere livskvalitet og være lykkelig og glad, siger han.

Blå Bog: Jasper Juhl Holm

  • Er 51 år

  • Uddannet fysioterapeut

  • Arbejder som ledende fysioterapeut på Odense Universitetshospital

  • Driver klubben Bujinkan Tatsujin Dojo

  • Gift og har to børn. Den ene træner også Bujinkan Budo Taijutsu

  • Boet i Haderslev i 11 år

  • Opvokset i København

Facebook
Twitter