Jesus Juice eller Dark Eskimo Tonic: Se hvilke øl, der bliver lavet i nærheden af dig

30 nye bryggerier er stiftet i 2017. Og du skal bælle fem bajere om dagen for at smage alle øllene.

Kunne du tænke dig at slukke tørsten med en Cocks Not Glock, en Dark Eskimo Tonic, en Wedding Crasher eller en Jesus Juice?

Navnene bliver mere og mere kreative, når det kommer til specialøl. Og det er nødvendigt.

I 2017 er mere end 1.600 nye øl nemlig tappet fra de danske ølkedler. Det er fjerde år i træk, at mere end 1.000 nye øl bliver hældt på flaske. Samtidig er 30 nye bryggerier skudt op over hele landet – det er ny rekord.

Det viser en opgørelse Beerticker.dk har lavet.

Her kan du se hele listen med de nye øl, og hvilke bryggerier, der står bag dem.

Bryggerne satser lokalt

Et af de bryghuse, der for nylig har sendt deres første øl på det danske marked, er Hyldals Bryghus i Bække ved Vejen, hvor tank to lige nu er fyldt med Hærvejen Classic, som skal tappes om et døgn.

Tim Hyldal Sørensen er brygmester og manden bag det lille bryggeri. Han har opsagt sin fuldtidsstilling i Sønderborg Kommune og arbejder nu kun deltid, så han har tid til at få godt gang i ølbrygningen.

Men med i alt 197 bryggerier over hele landet kan der opstå konkurrence. Ifølge Tim Hyldal Sørensen er det derfor vigtigt at fokusere på grundprincipperne.

- Jeg holder fast i tanken om at være et mikrobryggeri. Jeg er lokal, og mine øl sælges kun her i området. Jeg har ingen planer om at skulle konkurrere ude på det store marked, siger han.

Og den tankegang er ikke helt ved siden af, mener Mogens Bjerre, der er lektor i markedsføring og detailhandel.

- Vi kan godt lide at støtte de små og dem, der starter noget nyt op. Og hvis vi så kan drille de store i den sammenhæng, gør det heller ikke noget, siger han.

Antal nye øl i Danmark

2000: 15
2001: 21
2002: 30
2003: 54
2004: 82
2005: 234
2006: 506
2007: 556
2008: 647
2009: 604
2010: 590
2011: 616
2012: 756
2013: 927
2014: 1.108
2015: 1.298
2016: 1.424
2017: 1.622

Kilde: Beerticker.dk

På Nr. Nissum Håndbryg ved Lemvig har man også kun haft gang i tapningen i et års tid. Og her er brygmester Jens Grøn enig med sin sønderjyske kollega i, at det skal holdes småt og lokalt, selvom det nogle gang betyder, at man må sige nej til hurtige penge.

Sidste år lavede Jens Grøn en øl, han vidste kunne sælges i hele landet. Derfor var fristelsen til at få brygget 10.000 flasker på et større bryggeri stor.

- Jeg vil altså gerne være autentisk, og jeg vil ikke give køb på Nr. Nissum Håndbryg. Det var fristende at tjene nogle nemme penge, men jeg gjorde det ikke, siger han.

Øllen smager af Hærvejen

”Vores øl er smagen af den natur, der omgiver bryghuset.”

Sådan står der på Hyldals Byghus’ hjemmeside. Og det skal tages meget bogstaveligt, fortæller Tim Hyldal Sørensen.

- Hver sommer, efterår og forår går vi langs Hærvejen og i min skov for at finde blandt andet bøge- og valnødblade, porse, lyng, mælkebøtter, skvalderkål og brændenæller. Det giver smag til øllen.

Og ifølge Landsfomand for Danske Ølentusiaster Hans Peter Jepsen er netop den anderledes smagsoplevelse en af grundene til, at mikrobryggerierne har vundet så meget frem.

- Folk drikker ikke øl som en tørstslukker længere. De tænker over, hvad den smager af, og de er ved at finde ud af, at øl er spændende og faktisk er mere mangfoldig end vin. Det vil mange udforske, siger han.

De store bryggerier truer

Selvom der på ti år er kommet mere end dobbelt så mange bryggerier og lavet 9.592 nye danske øl, mener lektor Mogens Bjerre ikke, at markedet er skummet over endnu.

- Der er stadig luft til nye samtidig med, at man nu må lave mindre portioner ad gangen end tidligere. Det giver bedre muligheder for at eksperimentere og skabe nye oplevelser. Det er både forbrugere og detailhandlere glade for, siger han.

Tim Hyldal Sørensen er ejer og brygger på Hyldals Bryghus, der ligger langs Hærvejen i Bække ved Vejen. Hans øl bliver kun solgt i og lige omkring den kommune, han bor i - det er vigtigt at holde det lokalt, når man er et lille bryghus, mener han. (Foto: Susanne Kristine Terman Pedersen © (c) DR)

Ifølge Danske Ølentusiaster er væksten af ølbryggerier en tendens over hele verden, og intet tyder på, at vi kommer til at interessere os mindre for øl fremadrettet. Alligevel er landsformand Hans Peter Jensen bekymret for fremtiden.

- De store bryggerier som Carlsberg og Royal Unibrew er nu også begyndt at satse på specialøl. Og der kommer de altså med økonomiske muskler, der gør det svært for de små bryggerier at være konkurrencedygtige.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.