Kæmpe net samler frø op i ældgammel slotsskov: Bliver til 600.000 nye træer

Sidste års tørke giver Naturstyrelsen mulighed for at høste bog i store mængder.

De danske skove bugner af nødder, agern og bog, der lige nu vælter ned mod skovbunden.

Der er så meget, at Naturstyrelsen er i gang med at høste skovens frugter i Roden Skov ved Gråsten Slot, hvor grønt net dækker lidt over én hektar – eller hvad der svarer til knap halvanden fodboldbane - af skovbunden under de store bøgetræer.

Gråsten Slot er det slot, der fungerer som sommerbolig for Dronning Margrethe og resten af den kongelige familie.

- Bøgetræerne i skovene ved Gråsten er kåret til at være særlig velegnet til at høste fra. Det er nogle gode frø, som giver stærke træer, fortæller Trine Sørensen, der er naturvejleder ved Naturstyrelsen Sønderjylland.

Tørke stresser træerne

Når træerne på den måde smider kilovis af frø, skal forklaringen findes i sidste års tørkesommer.

- Det her er en stressreaktion, fordi træerne sidste år var ved at tørre ud. Ved at sætte masser af blomster i foråret, der bliver til bog, agern og nødder, sikrer træerne deres egen overlevelse, siger Trine Sørensen.

Når årets høst i næste uge slutter, bliver nettene med bog samlet ind. Frøene fra bogene bliver renset og solgt til skovplanteskoler, der dyrker frøene, så de bliver til nye bøgetræer, der kan bruges til både privat- og statsskove.

Det forventes, at der i år bliver samlet cirka 640 kilo frø fra bog i Roden Skov. Det vil give træer til cirka 165 hektar ny bøgeskov.

  • 1,2 hektar af Roden Skov ved Gråsten er lige nu dækket af masser af net for at opsamle de nedfaldne bog. (© (C) Naturstyrelsen)
    1 / 6
  • Bøgetræernes kroner har i år været næsten mere brune end grønne, fordi der har været så mange bog. Når træerne sætter så mange frø, er det en reaktion på sidste års tørke. (© DR Syd)
    2 / 6
  • De mange bog, som her er blevet pillet ud af sin beskyttende skal, betyder masser af mad til skovens gnavere og fugle. Flere fede mus kommer til at klare sig igennem vinteren, og det får både ræve og rovfugle glæde af. (© DR Syd)
    3 / 6
  • Bøgetræerne i Roden Skov er gamle danske bøgetræer. De er store, stærke og flotte - modsat de tyske og østrigske bøgetræer, der står mange andre steder. Bøgetræerne i Roden Skov er derfor kåret til træer, der er særlig gode at høste bog fra. (© DR Syd)
    4 / 6
  • Det er ikke bare ved Gråsten, der findes kårede bøgetræer. Også i Stenderup Skovene ved Kolding samt områder i Gribskov i Nordsjælland og i Rold Skov er træerne gode nok til, at man med jævne mellemrum høster bog fra træerne. (© DR Syd)
    5 / 6
  • I næste uge bliver nettene samlet ind, og Naturstyrelsen forventer, at høsten giver cirka 640 kilo bog. Et kilo bog kan give omkring 1.200 nye bøgetræer, der bliver plantet i både privat- og statsskove rundt om i hele Danmark. (© Naturstyrelsen)
    6 / 6