Kæmpeløb skal brande Sønderjylland

Stort løb kommer for første gang til Sønderjylland, og arrangører håber på mærkbar brandingeffekt.

Ekspert siger, det kræver en klar strategi, hvis sportsevents skal bruges til branding af et område. (Arkivfoto) (© Sparta)

København, Aarhus, Odense, Aalborg – og nu Aabenraa. DHL-stafetten, der ellers holder til i Danmarks største byer, kommer onsdag i næste uge for første gang til Sønderjylland.

Og de tusindvis af mænd og kvinder i løbesko skal brande Aabenraa og sætte Sønderjylland på landkortet, håber i hvert fald arrangørerne bag DHL-stafetten.

- Vi håber, det kan give en stolthed blandt sønderjyder, og kommunerne kan bruge det til at brande landsdelen, siger Per Hussmann fra Sport Event Syd, der er en af initiativtagerne til løbet.

Kræver en klar strategi

Men verdens største stafetløb, der sidste år havde 206.000 deltagere til løbene, er ikke i sig selv nok til at brande en landsdel. Det kræver en langsigtet plan, siger Christian Jensen, der forsker i sportsevents og bybranding ved SDU i Esbjerg.

- En sportsevent i sig selv er ikke nok til at brande et område. Man skal ville noget mere og have en strategi, hvis man gerne vil tiltrække turister, virksomheder eller tilflyttere, siger han.

Indtil videre er over 3.000 løbere tilmeldt DHL-stafetten i Aabenraa næste onsdag.

Facebook
Twitter