Kampagne mod ensomhed virker mod tabuer

Flere melder sig som besøgsvenner efter DR's kampagne har fået flere til at tale om deres ensomhed.

Flere melder sig som besøgsvenner efter DR's kampagne mod ensomhed. (Arkivfoto)

Det gør en forskel, når der bliver sat fokus på ensomhed i radio og på tv, lyder det fra Røde Kors i Esbjerg. De seneste uger har de oplevet en stigende interesse for at blive frivillig besøgsven.

- Vi har fået kontakt med nogle nye og yngre besøgsvenner, der begrunder det med, at de gerne vil gøre en forskel, og at de er blevet opmærksom på, at det kan de, siger Anni Skogemann fra besøgstjenesten ved Røde Kors i Esbjerg.

Det er gode nyheder for besøgstjenesten, der ellers har langt flere brugere, end de har frivillige besøgsvenner.

Lettere at tale om ensomhed

De sidste par uger har der i DR været stor fokus på ensomhed, på konsekvenserne af ensomhed og på hvad man kan gøre for at undgå at føle sig ensom.

Ud over at få flere til at melde sig selv som frivillig besøgsven, så har Røde Kors i Esbjerg også oplevet, at kampagnen har gjort det nemmere at tale om ensomhed.

- Brugerne har været mere åbne om deres ensomhed, og den åbenhed er også en del af, at der har været fokus på emnet. Det er blevet mere lovligt at sige, at man er ensom, så det har været nemt at snakke med dem om, siger Anni Skogemann.

Håb om fortsat fokus

Det kræver dog mere end en enkelt kampagne i medierne at nedbryde tabuet omkring ensomhed, lyder det fra Røde Kors i Esbjerg.

- Når det er sådan et tabubelagt emne, som det at være ensom har været og stadig er, så skal der blive ved med at være fokus på det. Det skal blive mere naturligt at tale om det, siger Anni Skogemann.

Besøgstjenesten i Esbjerg er målrettet syge på sygehusene, ældre i eget hjem samt tidligere misbrugere og døende.