Karakterkrav og skolereform sender flere unge på efterskole

Efterskolerne oplever stor succes. Det skyldes karakterkrav og skolereform, mener formand.

Flere unge vælger at tage et år væk fra far og mor på en efterskole. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Et år væk fra mor og far på efterskole bliver stadigt mere populært.

Efterskoleforeningen forventer, at det kommende skoleår for fjerde år i træk vil byde på en fremgang i elevtallet.

Især går det godt for specialefterskoler for unge med særlige behov som for eksempel læsevanskeligheder.

Det er der flere forklaringer på, og en af dem er folkeskolereformen, mener formand for Efterskoleforeningen Troels Borring.

- Det har lidt at gøre med, at inklusionen i folkeskolen ikke altid lykkes på tilstrækkelig vis. Så bliver efterskolerne et alternativ, siger Troels Borring.

Blandt de efterskoler, der mærker fremgang, er specialefterskolen Emmerske Efterskole. Her går normalt 89 elever, men efter sommerferien flytter 94 unge ind, mens 25 er på venteliste.

Skolens forstander Bo Jørgensen tror, at den stigende interesse for et efterskoleophold også skyldes erhvervsskolereformen, som kræver, at elever mindst skal have karakteren 02 i dansk og matematik.

- Vi har mange elever, der er gode med hænderne. Hvis de ikke har opnået karakteren 02, så må de finde en anden løsning, og her ser mange efterskolen som den løsning, siger han.

Selv om formanden for Efterskoleforeningen hilser de mange nye elever velkomne, så ærgrer han sig over, at flere forældre giver udtryk for, at deres børn kommer på efterskole, fordi folkeskolen ikke har løftet opgaven tilfredsstillende.

- Jeg er ikke hurra-råbende over, at vi får flere elever på bekostning af, at de har tabt momentum et andet sted, siger Troels Borring.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk