Kartoffelbranchen ramt af corona: 'Folk skal bare spise pommes frites hver dag'

Vi har spist færre pommes frites under corona, og det rammer mange i kartoffelbranchen.

Dele af kartoffelbranchen mærker, at den lokale café eller restaurant har været lukket. For så sælges der færre pommes frites. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Der er knap så meget fut i frituregryden under corona. For færre indtager den ellers populære friteret kartoffel, når deres lokale café eller restaurant er lukket.

Og det gør ondt på flere i kartoffelbranchen.

Det presser nemlig mange kartoffelavlere økonomisk, når vi ikke spiser lige så mange pommes frites, fortæller Carl Heiselberg, der er formand for brancheorganisationen Danske Kartofler. Han er selv kartoffelavler ved Vojens i Sønderjylland.

- Jeg står til at miste 400.000 kroner hvert år - de næste to år. Det er corona skyld i. Det rammer rigtig hårdt.

Carl Heiselberg producerer selv kartofler til stivelse. Stivelsen bliver blandt andet brugt til pizzatopping og fyld i leverpostej. Men når der er for mange kartofler i markedet, så presser det priserne nedad.

- Når avlerne ikke kan afsætte deres kartofler til pommes frites, så kommer de typisk over i stivelsesindustrien, for man kan ikke gemme kartofler. Der bliver de så tilbudt til en lav, lav pris. Det rammer derfor også stivelsesproduktionen prismæssigt, fortæller Carl Heiselberg.

Kartoffelavleren ved Vojens skal også snart have kartofler i jorden igen. Denne gang planter han dog 20 procent færre end sidst, for ikke at putte for mange kartofler i markedet, som påvirker prisen.

- Krisen vil kunne mærkes et par år endnu, vurderer Carl Heiselberg, formanden for brancheorganisationen Danske Kartofler. (Foto: Anya Engelbrecht)

”Spis pommes frites hver dag”

Det er heller ikke kun kartoffelavlere, som mærker det dykkende salg. Det gør de også hos virksomheden Flensted i Ansager, der blandt andet producerer pommes frites.

For det betyder meget, at restauranter er lukket, fortæller administrerende direktør i Flensted, Lene Rasmussen.

- Vi har været udfordret. Vores kartofler kommer op af jorden, uanset om der er corona eller ej. Det var en god høst i 2020, men vi havde slet ikke brug for så mange, fordi hele vores food-service salg har været væk qua corona.

Men frostvarer kan jo holde sig i lang tid. Kan I ikke bare sælge det senere?

- Noget kan vi, men der er stadig holdbarhedskrav. Det er vi udfordret af. Det gør heller ikke noget godt for kvaliteten, hvis det ligger for længe. Det er samtidig ikke bare en dansk udfordring, for der er store pommes frites lagre i hele Europa, hvis vi kigger på det nærmarked, som vi konkurrerer med.

Lene Rasmussen har derfor også en mindre bøn til danskerne. Der er nemlig kun én vej for forbrugerne, hvis både kartoffelavlere og pommes frites-producenter skal have gang i omsætningen igen, ifølge hende.

- Folk skal bare spise pommes frites hver dag. Det er vores opfordring. Der er nok af dem i hvert fald, lad mig sige det sådan.

Trods krisen kommer Flensted ud af 2020 med et lille plus, oplyser de.

Virksomheder kan lukke

Det er heller ikke kun i Danmark, at salget af pommes frites er styrtdykket. Det er det også i landene omkring os. Sidste år var der ifølge Carl Heiselberg 2,6 millioner tons pommes frites-kartofler i overskud i Europa.

Mange vil også kunne mærke krisen i længere tid, vurderer han.

- Der er virksomheder, som ikke kan klare det. Mange kan godt klare et år eller to. Men nogle af de helt store kartoffelavlere har kartofler stående på et lager til 3-5 millioner kroner. Men de er helt værdiløse. Det er sørgeligt.

Det faglige videns- og innovationshus SEGES kender til krisen i kartoffelbranchen. Men de understreger, at kartoffelavlerne ikke er lige hårdt ramt. Dem der producerer til detailhandlen er for eksempel ikke mærket af krisen.