Kassen smækket i for 59-årige Alice: - Jeg er så ked af det

Sønderborg Kommune har smækket kassen for flere sygedagpenge i for Alice Hansen. 3F siger, at kommuner bryder loven.

En 59-årige kvinde er røget på kontanthjælp, fordi kommunen afviser at give hende sygedagpenge. Men hos A-kassen og diverse læger er hun for syg til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. (© DR)

59-årige Alice Hansen fra Sønderborg er kommet i klemme mellem to systemer. Sønderborg Kommune har nemlig erklæret hende rask nok til at tage arbejde med visse skånehensyn.

Så nu har kommunen lukket for sygedagpengene og fortalt hende, at hun kan søge om understøttelse.

Men hos A-kassen og flere læger er Alice Hansen vurderet for syg til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor skal hun ikke have almindelige dagpenge.

Ifølge Fagforbundet 3F er der flere kommuner, der spekulerer i reglerne for sygedagpenge og smækker kassen uberettiget i.

Mistænkeliggjort og uretfærdigt behandlet

Alice Hansen føler sig uretfærdigt behandlet af Sønderborg Kommune.

- De mistænkeliggører mig. De lytter ikke, og de presser mig enormt. Det har gjort, at jeg har fået det meget værre psykisk, siger Alice Hansen. 

Alice Hansen er tydeligt berørt af sin situation, og hun beretter om et årelangt forløb, der begyndte tilbage i 2010, hvor hun fik en blodprop i hjertet. Efter en relativ kort sygemelding vendte hun tilbage i job, men langsomt begyndte det at gå ned ad bakke.

Smækkede kassen i

I maj 2013 blev Alice Hansen sygemeldt med en depression, stress og fysiske slidskader i både nakke og skuldre.

Efter en lang udredning hos flere forskellige læger var vurderingen, at Alice Hansen ikke kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Alligevel smækkede Sønderborg Kommune kassen i i december 2014.

Og så var det slut med sygedagpenge. Alice Hansen skulle på kontanthjælp, men så fik hun det bare endnu dårligere:

- Jeg kan mærke en kæmpe stressfaktor, jeg ryster indvendig. Jeg tuder hele tiden, og jeg kan slet ikke overskue min situation.

- Jeg føler mig virkelig uretfærdigt behandlet. Hver gang jeg skal fortælle om min situation, begynder jeg at tude. Det er simpelthen så urimeligt, siger hun.

Ikke råd til frisør eller fødselsdagsgaver

Ud over den psykiske belastning, så er Alice Hansen i dag også hårdt presset økonomisk.

- Hvis jeg skal klippes og købe en fødselsdagsgave i samme måned, så vælter korthuset fuldstændig. Jeg kan ikke tillade mig noget - for eksempel at tage på ferie. Mine veninder betaler for mig, når vi skal på cafebesøg, for jeg har ikke råd til det længere, fortæller hun.

Fagforbundet 3F oplever, at flere og flere kommuner gør som Søndeborg Kommune. 3F kalder det at spekulere i sygedagpengeloven for at spare penge, og det kan Alice Hansen slet ikke rumme.

- Jeg bliver rasende, simpelthen rasende. Jeg bliver så ked af det og frustreret. Jeg kan ikke forstå, at jeg skal behandles på den måde. Det gør mig så gal, forklarer Alice Hansen.

Kommune afviser

Sønderborg Kommune har overfor DR Syd afvist, at man har handlet i strid med reglerne i Alice Hansens sag.

Men kommunens afgørelse er nu sendt til behandling hos Ankestyrelsen, der skal vurdere, om Sønderborg Kommune har ageret korrekt.

Facebook
Twitter