Kemikalieudslip i Tønder sender to personer på sygehuset

Et kemikalieudslip på en virksomhed i Tønder har betydet, at to personer er blevet kørt på sygehuset.

To personer er blevet kørt på sygehuset, mens 13 andre for en sikkerheds skyld er kommet på skadestuen til observation efter et kemikalieudslip på en virksomhed i den sønderjyske by Tønder.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Ifølge JydskeVestkysten er der tale om et udslip af klorholdigt gas på emballagefabrikken Brdr. Hartmann.

Virksomheden, hvor kemikalieudslippet skete, ligger på Hartmannsvej.

Politiet modtog anmeldelsen om udslippet klokken 10.28.

Der er ingen umiddelbar fare for naboer eller omkringboende, oplyser politiet.

Udslippet betød, at togtrafikken på strækningen mellem Tønder og Niebüll blev indstillet af hensyn til sikkerhedsafstand fra eventuelle kemikaliedampe. Fredag eftermiddag er den i gang igen.

Beredskabsstyrelsen er i forbindelse med oprydningsarbejdet til stede med 14 mand og adskillige køretøjer.

/ritzau/