Kirkegård gør plads til 30 muslimske gravpladser

Der er kommet flere muslimske gravsteder rundt om i landet de senere år.

Her i den nordøstlige del af Aabenraa Kirkegård vil man lave 30 muslimske gravpladser.

Et muslimsk gravafsnit på kirkegården i Aabenraa bliver nu en realitet.

Menighedsrådet i Aabenraa Sogn har nemlig godkendt et forslag om at etablere 30 gravpladser i det nordøstlige hjørne af kirkegården.

- Vi har fået en henvendelse fra vores imam her i Aabenraa, om at man ønsker en muslimsk gravplads. Vi ser Aabenraa Kirkegård som en begravelsesplads for alle. Derfor har vi valgt at arbejde med dette ønske, siger Sarah Arnkjær, der er menighedsrådsformand.

Bøn og blomster

Det glæder imam i Aabenraa, Kassem Rachid, at der kommer 30 muslimske gravpladser, da de længe har været efterspurgt blandt Aabenraas muslimer.

- Vi er rigtig glade og taknemmelig. Så kan vi komme og besøge de afdøde og lægge blomster og bede en bøn. Det er måske om aftenen eller i weekenden, man vil give et besøg, og så er det dejligt, at der er sådan et sted i nærheden, siger Kassem Rachid.

Der kommer til at være en hæk, som adskiller de 30 muslimske gravpladser fra kirkegårdens kristne gravpladser.

Her til venstre for grusstien kommer de muslimske gravpladser til at ligge. En hæk kommer til at adskille gravpladserne fra de øvrige kristne gravpladser.

Kan løbe tør for gravpladser

Der er flere muslimske gravpladser rundt om i landet, blandt andet i København, i Midtjylland og på Fyn. I Sønderborg etablerede man i 2013 et gravafsnit for muslimer.

Her er man glad for, at Aabenraa nu også snart får en muslimsk gravplads.

- Vi glæder os over, at Aabenraa også får en muslimsk gravplads. Hvis vi skal dække det meste af Sønderjylland, så vil vi løbe tør for pladser i løbet af 15 år. Vi ser kun frem til, at Aabenraa også får lavet et gravsted, siger formanden for Ulkebøl Menighedsråd, Frede Mørch Pedersen.

Morten Hansen, der er administrationschef i Aabenraa Sogn, forventer, at det muslimske gravafsnit vil være klar til brug næste sommer.

Facebook
Twitter