Klimavenlige bøffer: Millionprojekt skal afsløre, hvilke kalve der bøvser mindst

Projekt til 20 millioner kroner skal finde frem til de mest klimavenlige slagtekalve.

12.000 tyrekalve skal gøre forskere klogere på, hvilke racer, der udleder mindst metangas og vokser mest på mindst muligt foder. (© (Privatfoto))

Fremover skal Kristian Sørensen måle, hvor meget hans kalve prutter, bøvser og spiser.

Han er en del af et nyt projekt, hvor målet er at finde ud af, hvilke kødkvægsracer der udleder mindst metangas og omsætter foderet bedst mulig, for at Danmark i fremtiden kan levere mere klimavenlige bøffer.

Kristian Sørensen producerer hvert år mere end 3.500 tyrekalve til slagtning på sin gård ved Varde. Han er den første og indtil videre eneste landmand, der er med i projektet.

Kødproduktion er en af de store miljøsyndere. Derfor skulle Kristian Sørensen heller ikke bruge lang betænkningstid, inden han sagde ja til at være med i projektet.

Kristian Sørensen fra Årre ved Varde er den første af i alt seks landmænd, der får installeret måleapparater, der kan registrere, hvor meget drivhusgas hans kalve udleder. (© (Privatfoto))

- Vi hører nærmest ikke andet, end at folk skærer ned på kødet. Det har fået mig til at tænke på fremtiden. Jeg skulle gerne kunne leve af det her de næste mange år.

Fokuserer på metan og foder

Kalvene i Kristian Sørensens stald er krydsninger mellem kødkvæg og malkekvæg. Så målingerne skal vise, hvilke gener man skal avle videre på for at nedbringe slagtekvægets klimaaftryk.

Det er Landbrug og Fødevarers videns- og innovationscenter Seges, der sammen med Aarhus Universitet, Danish Crown og kvægavlsforeningen står bag projektet. Tilsammen har de afsat 20 millioner kroner til projektet.

Lignende målinger er allerede foretaget hos malkekvæg. Derfor ved projektlederen fra Seges Anders Fogh, at det er muligt at måle kalvenes metanudslip.

- Vi ved også, at det er arvbart, og så kan vi avle uden om det. Vi har store forventninger til projektet, siger han.

Også kalvenes forbrug af foder er en væsentlig faktor i klimaregnskabet. Derfor er fodertrugene i Kristian Sørensens stald udstyret med en scanner, der kan aflæse, hvor meget hver enkelt kalv spiser.

Landmænd vil avle sig til bedre klima

Med tiden kan forskere analysere sig frem til hvilke racer, der vokser bedst i forhold til mængden af foder, og hvilke, der udleder mindst metan, fortæller Anders Fogh.

- Det giver et unik datagrundlag for at forbedre det igennem avl. Vi gør det, fordi vi ved, at CO2-udledningen er den ømme tå ved kvæg.

Kristian Sørensen håber, at projektet kan hjælpe med at ændre forbrugernes syn på de danske kødproducenter.

- Vi skal have forbrugeren til at se, at hvis du vælger dansk kød, er det meget mere klimavenligt, end hvis du vælger kød fra for eksempel Sydamerika.

I alt skal 12.000 kalve fordelt på seks forskellige besætninger involveres i projektet i løbet af de næste fire år. Det er også først efter de fire år, at forskerne ved, hvor meget mere CO2-venlige projektet kan gøre slagtekvæg, fortæller Anders Fogh.

Facebook
Twitter