Knivstikkeri og overfald på borgmester skygger for julemarked i Flensborg

Det er fortsat trygt for besøgende at færdes til julemarkedet trods overfald, fastslår kommunen.

Hvert år vælger mange danskere at rejse til Tyskland for at mærke den særlige juleatmosfære, som markederne byder på. I Flensborg er der ifølge kommunen og politiet ingen grund til at frygte for sikkerheden. (arkivfoto) (Foto: ARMANDO BABANI © Scanpix)

Julemarkedet i den tyske by Flensborg tæt ved den danske grænse er hvert år et populært rejsemål for julehungrende danskere og tyskere med trang til bratwurst, glühwein og tonerne af 'Stille Nacht' fra julekoret.

Flere kriminelle tilfælde de seneste uger i byen har dog skabt utryghed blandt en række borgere, og det fik i går politiet og kommunen til at holde et ekstraordinært møde, hvor sikkerheden i byen blev drøftet.

- Vi har haft nogle episoder de seneste uger og måneder, og der er opstået en diskussion om sikkerheden. Så nu ville vi lige tage snakken med politiet om, hvordan det står til med sikkerheden, og konklusionen er, at vi ikke er i en situation, hvor vi skal reagere på en drastisk måde, fortæller Clemens Teschendorf, der er pressechef for Flensborg Kommune.

I weekenden udviklede et skænderi mellem en gruppe mænd af udenlandsk herkomst sig til et knivstikkeri i byens indkøbscenter Galerie.

For en uge siden blev byens borgmester, Simone Lange, overfaldet af en hjemløs. Derudover har forskellige lokationer siden i sommer været udsat for nogle bombetrusler.

Der er dog ingen sammenhæng mellem episoderne, og politiet vurderer, at besøgende slet ikke skal frygte for deres sikkerhed, påpeger Clemens Teschendorf.

Han fortæller, at borgmesteren var et tilfældigt offer, da gerningsmanden ikke vidste, hun var byens overhoved, og at hun allerede dagen efter var tilbage på job på rådhuset igen.

- Vi vil ikke have, at folk føler sig utrygge i Flensborg. Vi har et øje på det, og folk har god grund til at føle sig trygge i Flensborg. Ingen bliver ladt alene, og vi skal være bedre til at sige til folk, at de skal kontakte politiet, hvis de oplever noget, siger pressechefen.

Flere politifolk på gaderne

Clemens Teschendorf fortæller, at besøgende i julemåneden vil opleve mere synligt politi i gadebilledet.

- Men det har vi altid, når der kommer flere mennesker til byen, end vi har normalt. Allerede i 2016 drøftede vi sikkerheden efter terrorangrebet mod et julemarked i Berlin, siger han.

På Flensborg Avis har man på det seneste fulgt sagen. De kriminelle hændelser er noget, som har forskrækket flere lokale, der især har ytret på Facebook, at nogle af dem ikke turde gå udenfor efter mørkets frembrud i bestemte dele af byen.

- Men Flensborg er kendt for at være en fredelig by med lav kriminalitet, og det er ikke sådan, at der er knivstikkeri hver anden dag. Der har heller ikke været noget folkekrav om et privat vagtværn eller lignende, fortæller journalist Niels Ole Krogh.

Byen lavede tidligere på året en kampagne, hvor kommunen opfordrede byens borgere til at fortælle, hvor i byen de følte sig utrygge.

Indberetningerne fik kommunen til at sætte mere belysning op flere steder.