Køb lokale madvarer i supermarkedet

Gårdbutikkerne bugner af friske, lokale råvarer i denne tid. Men nu sælger flere og flere supermarkeder lokalproducerede råvarer direkte fra leverandørerne. Butikkerne oplever stor efterspørgsel på lokale varer.

Det er ikke altid nødvendigt at køre på landet og lede efter en gårdbutik, for at købe lokale fødevarer.

Øl fra byens mikrobryggeri og friskopgravede, nye kartofler får nemlig mere og mere plads på supermarkedernes hylder.

Coop lancerede i juni et "madmanifest", som blandt andet skal gøre det lettere for lokale leverandører at havne på hylderne og sælge deres produkter til supermarkedskæderne.

Lokale grøntsagerne hitter

Kvickly i Haderslev, er en af de butikker, hvor man kan købe de lokale varer. Her har butikken sammen med Sønderjysk Landboforening lavet en gårdbutik i butikken, hvor lokale producenter kan sælge deres produkter.

Det er især de lokale grøntsager som kartofler, ærter og jordbær, der er populære hos kunderne, fortæller Anders Kristensen, souschef Kvickly i Haderslev :

- Vi startede op i uge 24, og siden da har vi haft en stor vækst i salget, siger han.

Fra jord til bord på under 36 timer

En af de store fordele for forbrugeren er, at de lokale fødevarer ikke har været transporteret over lange afstande og i lang tid.

Kartoffelavler Tom Rosenkvist fra Over Jerstal ved Vojens leverer selv kartoflerne til gårdbutikken i Kvickly. Selvom han har indgået en aftale med butikken om, at der max må gå 36 timer fra producenten til kartoflerne er til salg, så er de oftest meget friskere:

- De kartofler, vi står med her, blev taget op klokken 6.30 her til morgen. Nu, et par timer senere, er de klar til salg. Det er tidsfaktoren, der er usædvanlig. Friske kartofler skal spises samme dag, siger Tom Rosenkvist.

Kartoffelavler, Tom Rosenkvist, lokale råvarer,

Omsætningen stiger måned for måned

Og der er penge at hente for forretningerne i de lokale varer. Det oplever man også hos Superbrugsen i Esbjerg. Brugsuddeler, Benny Werner, har i 1½ år solgt produkter fra lokale leverandører:

Vores kunder efterspørger det meget, og vi kan også se det på salget. Omsætningen stiger bare fra måned til måned på de lokale varer, fortæller Benny Werner.

- Jeg tror, at om fire-fem år vil det være megastort, siger han.

Souschefen byder nye leverandører velkommen

Også hos Kvickly i Haderslev tror de på, at der er et stort potentiale i de lokale produkter:

- Set med butikkens øjne og vores interesse for det, så er fremtidsperspektiverne store. Vi tror på, at kunderne vil fortsætte med at bakke op om det her, siger souschef Anders Kristensen.

"Gårdbutikken" i butikken må meget gerne vokse sig større, hvis det står til souschefen:

- Vi vil gerne drømme videre, og vi vil gerne sælge mange flere af de lokale varer. Derfor byder vi flere producenter velkommen, og vi håber i øvrigt på fortsat samarbejde med eksisterende producenter, siger Anders Kristensen.

 

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter