Kørsel til handicappede afhænger af postnummeret

Nogle kommuner tilbyder handicappede én køretur om ugen. Andre steder er der fri kørsel.

Har man som handicappet eller gangbesværet brug for kørsel for at besøge familie og venner, så tilbyder nogle kommuner én køretur om ugen. Andre steder er der ubegrænset kørsel. (Foto: Colourbox © Colourbox)

Handicappede og gangbesværede borgere, som har brug for handicapkørsel, får helt forskellige tilbud alt efter hvilken kommune, de bor i.

I nogle kommuner kan en handicappet få kørsel til for eksempel at handle om tirsdagen, besøge venner og familie om torsdagen og gå i kirke om søndagen. I andre kommuner kan den handicappede maksimalt få én køretur om ugen.

Ifølge loven skal kommunerne tilbyde handicappede 104 enkeltture om året med den såkaldte Flextrafik-ordning - altså hvad der svarer til én tur om ugen tur-retur.

Urimelig forskelsbehandling

Mens nogle kommuner ikke tilbyder mere, end de lige præcis skal ifølge lovgivningen, så er der i andre kommuner mulighed for ubegrænset kørsel.

- Det er helt urimeligt, at det er kommunegrænserne, der skal afgøre antallet af køreture, mener landsformand i Dansk Handicap Forbund, Susanne Olsen.

- Det er rigtig ærgerligt. Især for personer, der bor i de kommuner, som sætter en max-grænse for antallet af ture. Det gør jo, at man bliver absolut uligestillet i forhold til andre borgere, siger hun.

Oplever ikke problemer

Mens kommuner som Sønderborg, Aabenraa og Haderslev giver mulighed for et ubegrænset antal køreture, så kan man i Varde og Vejen kommuner ikke få flere ture end det minimum, lovgivningen fastlægger.

Næstformand i Vejen Kommunes Social og Ældreudvalg Vagn Sørensen (V) ser ikke nogen problemer i forhold til kørselsordningen. Ifølge ham fungerer loftet på én tur ud og hjem om ugen fint.

- Vi har brugt den her praksis i flere år, og vi har ikke oplevet nævneværdige problemer. Hvis der er det, så må vi jo tage sagen op igen. Men det er ikke det, jeg oplever, siger Vagn Sørensen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter