Kokketræf skal udbrede sønderjysk madkultur

Kokke fra hele landet mødes for at lære om sønderjyske råvarer og egnsretter.

Thorsten Schmidt skal undervise de 70 kokke i sønderjysk madkultur. (Foto: Morten Krogh © DR Syd)

Flere danskere skal lære sønderjyske egnsretter som solæg og surrib at kende. Det er ambitionen med et større kokketræf i Aabenraa i denne uge, hvor 70 kokke fra hele landet deltager.

Kokkene skal lære, hvordan de får bestemte råvarer og sønderjyske egnsretter på menukortet i deres restauranter. For der er et uudnyttet potentiale i den sønderjyske madkultur, lyder det fra kokken Thorsten Schmidt fra restaurant Malling & Schmidt i Aarhus. Han står for undervisningen af kokkene.

- Jeg ser på et kæmpestort, uforløst potentiale, når jeg ser på fødevarer og Sønderjylland. Og grundet landsdelens historie er der nogle fantastiske egnsretter og en speciel sønderjysk smag, siger Thorsten Schmidt, som nogle vil kende fra TV2-programmet Madklubben.

Egnsretter giver turismeværdi

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er med til at skyde arrangementet i gang i dag, og hun mener, at et større kendskab til de lokale råvarer kan få positiv betydning for turismen i landsdelen.

- Jeg håber, arrangementet kan bidrage til at gøre de sønderjyske produkter mere kendte, og at det kommer til at betyde noget for turismen i Sønderjylland, så flere vil tage hertil og få den oplevelse med, siger hun.

Hun mener, at man skal blive bedre til at bruge de regionale råvarer og egnsretter til at positionere sig i forhold til andre områder af landet.

Det handler om kvaliteten

For Thorsten Schmidt, der selv er opvokset på Als, så drejer arrangementet sig om mere end turismeværdi for den landsdel, han har trådt sine barnesko i.

- Det drejer sig i høj grad også om kvaliteten af de råvarer, vi bruger. Stod det til mig, så havde vi et særligt regionalt råvarestempel, som man kunne bruge som en form for guideline for kvalitet, siger han.