Kommune inviterede til oprydning: 100 frivillige finkæmmede strand for affald

Fire hektar hybenrose gemte på uoverskueligt meget skrald. Men så stillede lokale borgere op.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet kommer det meste af affaldet på danske strande fra fiskeri og fra turister og strandgæster. Ved Blåvands Huk havde skraldet hobet sig op under krattet. (Foto: © Simon Sandemand)

Plastikposer, emballage og en masse andet skrald. Det var det syn, der mødte medarbejderne i Varde Kommune, efter et næsten fire hektar stort areal af hybenrose var blevet fjernet fra klitterne ved Blåvands Huk.

Mængden af skrald har overrasket kommunens naturmedarbejder, Emilie Hansen.

-Vi havde faktisk ikke tænkt over det, inden projektet gik i gang. Men det gik ret hurtigt op for os, at der lå rigtig meget affald. For så snart maskinen gik i gang, og hybenrosen var væk, så dukkede det op. Det har simpelthen bare gemt sig, siger hun.

Inviteret til affaldsindsamling

Naturpark Vesterhavet havde derfor inviteret lokale såvel som turister til affaldsindsamling. Det fik omkring 100 frivillige til at møde op.

- Fremmødet er over al forventning. Vi er løbet tør for veste, og vi er på vej ned for at købe mere suppe, så der er dukket mange flere op, end vi havde turde håbe på, fortalte en tydeligt begejstret Emilie Hansen.

Blandt de fremmødte var 76-årige Harald Christensen, der selv bor i området og ofte går ture på stranden. Han var forarget over mængden af affald.

-Det skulle slet ikke forekomme. Det skulle være i skraldespanden i stedet for at blive smidt ude i naturen. Det skal vi ikke have, og det skal vi have gjort noget ved. Det kan være, det bliver bedre med den næste generation, siger han.

Ifølge naturmedarbejder Emilie Hansen er det et generelt problem, at strandgæsterne smider deres affald i klitterne.

-Vi bruger i hvert fald nogle penge her i Varde Kommune på at rense strandene. Men det er ikke kun folk, det er også affald ude fra havet, siger hun.

Stop for hybenrose

Hybenrosen er en invasiv art og uønsket i det danske landskab, fordi den breder sig og kvæler andre former for vegetation.

Det har også været tilfældet for klitlandskaberne ved Vesterhavet, hvor den har spredt sig kraftigt, fortæller Emilie Hansen.

- Hybenrosen har fuldstændig overtaget hele området med op til to meter højt krat. Så der har slet ikke været plads til, at naturlige planter kunne leve her, siger hun.