Kommune skærer ned på nødkaldsalarmer til ældre: De kan bruge mobilen

Færre borgere i Aabenraa skal have en nødkaldsalarm. Urimeligt, mener Ældre Sagen.

Med en nødkaldsalarm er hjælpen kun et tryk væk, hvis den ældre falder eller bliver dårlig. Arkivfoto (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Et fald over gulvtæppet i stuen kan føre til et alvorligt brud på hoften, men med en nødkaldsalarm er hjælpen kun et tryk væk.

Den hjælp er flere ældre nu nødsaget til at købe sig til i Aabenraa Kommune. Byrådet har netop besluttet, at færre skal have en nødkaldsalarm af kommunen i fremtiden.

I Aabenraa lyder et af argumenterne for, at færre skal have en alarm, at hvis de ældre kan betjene en mobiltelefon, så kan de selv ringe efter hjælp til eksempelvis ambulancen.

Povl Kylling Petersen, formand for social- og sundhedsudvalget i Aabenraa Kommune (S), forklarer desuden:

- Sammenlignet med andre kommuner har vi rigtig mange borgere, der har fået uddelt en nødkaldsalarm. Så af økonomiske grunde var vi simpelthen nødt til at spidse det lidt til.

Ældre Sagen: Det er en generel tendens

Hos Ældre Sagen oplever man, at det er en generel tendens, at landets kommuner visiterer færre borgere til nødkaldsalarmer. Det får flere ældre til at købe et abonnement på en nødkaldsalarm, og det er dybt problematisk, mener Olav Feldbo, chefkonsulent i Ældre Sagen.

- Det er urimeligt, at blot fordi, man er svækket og ikke har råd, så skal man stå i en utryg situation. Det skaber et A og B hold. Dem, der har råd, må tage pengepungen frem og købe sig til tryghed, men det er jo ikke alle, der har råd til det, siger han.

Ældre Sagen mener ikke, at en mobiltelefon kan erstatte en nødkaldsalarm, som Aabenraa Kommune foreslår, at den skal i nogle tilfælde.

- Vi har erfaring for, at i den panik, der kommer, når en ældre er faldet, så kan de være for forvirrede til at betjene telefonen, siger Olav Feldbo.

I Aabenraa afviser Povl Kylling Petersen, at kommunen er med til at skabe et A og B- hold.

- Vi har klare regler for, hvornår vi tildeler nødkaldsalarmer. Det gør vi, når der er tale om funktionsnedsættelse. Og det gør vi uanset indkomstforhold, siger han.

Hos Secura, der er en af landets største udbydere af private nødkaldsalarmer, er salget af nødkaldsalarmer tredoblet de seneste to år.

Facebook
Twitter