Kommune vil videoovervåge demente uden deres samtykke

Vi sætter grænsen ved videoovervågning, lyder det fra Alzheimerforeningen.

Udvalgte demente i Esbjerg Kommune skal i et forsøg videoovervåges, når de sover. (Foto: MARIA HEDEGAARD © Scanpix)

Et kamera over sengen, så plejepersonalet kan holde øje med, om alt er okay i løbet af natten.

Det bliver virkeligheden for udvalgte borgere med demens i Esbjerg Kommune næste år.

Det er et nyt forsøg, hvor videoovervågning om natten skal afløse den nattevagt, som i dag er nødsaget til at banke på og gå ind på værelset for at se til borgeren.

Forskning viser nemlig, at demenssygdom kan blive forværret, hvis nattesøvnen bliver forstyrret. Og den risiko er der, når nattevagten åbner døren og kigger til dem om natten, fortæller sundheds- og omsorgsdirektør, Arne Nikolajsen.

- Det kan gøre, at vi udefra kan se, om de sover eller bevæger sig rundt i lejligheden, uden at vi skal ind i hjemmet og forstyrre dem.

Pårørende står for samtykke

Men de demente, der medvirker i forsøget, har ikke selv givet tilladelse til at kommunen må videoovervåge vedkommende, når han eller hun sover. Det har kun deres pårørende.

Og det er et skråplan, mener Nis Peter Nissen, der er direktør i Alzheimerforeningen.

- Vi synes, at det er godt, at man bruger tryghedsskabende velfærdsteknologi for at forbedre velfærden for mennesker med demens. Men vi sætter grænsen ved videoovervågning. Det kan man kun gøre, hvis de pågældende personer har sagt ja til at deltage.

Men ifølge Arne Nikolajsen giver det god mening ikke at få samtykke fra borgerne selv.

- De er ikke umyndiggjorte, men de har jo stadigvæk svært ved at træffe beslutning om en overvågning, siger han.

I januar skal to plejehjem vurdere, hvilke borgere der skal være med i forsøget, og selve videoovervågningen starter i februar eller marts og varer et halvt år.

En evaluering af forsøget forventes at være klar i slutningen af 2019.

Facebook
Twitter