Kommuner betaler for tomme ældreboliger

Mange ældreboliger er umoderne og kan ikke lejes ud, og så betaler skatteyderne huslejen.

De ældre vil have lys, luft og liv omkring sig. (© DR)

Der er ingen potteplanter i vinduet, ingen dørmåtte og intet navneskilt på døren i mange af de ældreboliger, som findes i Syd- og Sønderjylland.

202 af boligerne står tomme, og det koster skatteyderne penge. For når der ikke er lejere til ældreboligerne, så betaler kommunen nemlig huslejen - en form for "tomgangsleje".

Alene i Aabenraa lander regningen for de tomme boliger i år på 1,4 millioner kroner.

Ældreboligerne er ikke lækre nok

De tomme ældreboliger findes i alle de Syd- og Sønderjyske kommuner, undtagen Fanø, og grunden til, at de er svære at leje ud er, at de ikke er attraktive nok.

- Vores største udfordring er, at en stor del af de ældreboliger, vi har i den indre by, er for små og utidssvarende, siger Direktør for Sundhed og Omsorg i Esbjerg, Arne Nikolajsen. 

Esbjerg Kommune har hyret et konsulentfirma til at hjælpe med at finde ud af, hvordan man får udlejet alle de tomme boliger.

De gamle vil bo i "olde-kolle"

Hos Ældre Sagen mener chefkonsulent Margrethe Kähler, at tiden helt er løbet fra de traditionelle ældreboliger.

- Når ældre flytter i ældrebolig, så føler mange af dem, at de kommer et sted hen hvor alle er mere eller mindre svækkede. De fleste vil hellere bo et sted, hvor der er mere liv, siger hun.

Mange ældre foretrækker at bo i bofællesskab siger Margrethe Kähler. Hun foreslår, at ældreboligerne i stedet laves om til ungdomsboliger.

Facebook
Twitter