Konkurrencestyrelsen godkender stor spillers opkøb af Boxer TV

SE-koncernen ejer nu både Stofa og Boxer TV. Det kan både være en fordel og en ulempe for forbrugerne, vurderer teleanalytiker.

Med opkøbet af Boxer TV ejer SE-koncernen både dem og Stofa. (Foto: Jeppe Bjoern Vejloe © Scanpix)

Konkurrencestyrelsen har godkendt SE-koncernens køb af Boxer TV.

Energi- og telekoncernen SE ejer i forvejen Stofa og har med købet af Boxer TV sat sig tungt på det danske bredbånds- og tv-område.

Med den nye tilføjelse leverer de nu tv til 600.000 kunder. Det svarer til en markedsandel på 25 procent.

SE-koncernen mener, at købet af Boxer TV vil medføre mere konkurrence og bedre produkter.

Det er der imidlertid delte meninger om, hvis man spørger teleanalytiker fra rådgivningsvirksomheden Netplan Torben Rune.

- Jeg mener ikke, at konkurrencesituationen vil blive ændret væsentligt, men hvis den gør, bliver det ikke til fordel for forbrugerne. Det er helt klart, at en spiller mindre på et marked som tv-området, hvor der i forvejen er få udbydere, må betyde, at det ikke kommer forbrugeren til gode, siger han.

Med hensyn til bedre produkter ser det dog lysere ud for forbrugerne, vurderer teleanalytiker Torben Rune.

- Man kan som stor koncern købe mere fordelagtigt ind. Derfor kan SE-koncernens opkøb af Boxer TV sagtens betyde bedre produkter til forbrugerne.

SE ønsker ikke at kommentere på prisen for opkøbet af Boxer TV.

Facebook
Twitter