Krematorier bygger rum til pårørende: Vi vil se, når de døde bliver brændt

Nyt krematorie i Aabenraa giver pårørende mulighed for at sige farvel til afdøde ved ovnen.

Hvis dine pårørende skal kremeres, kan du som sønderjyde snart sige dit sidste farvel, mens kisten bliver kørt ind i krematorieovnen.

Til foråret begynder byggeriet af et nyt krematorium på kirkegården i Aabenraa, hvor der bliver lavet et særligt rum for de pårørende, så de igennem et vindue kan se, når kisten sættes ind i ovnen.

Det er nemlig noget, der er stigende interesse for.

Ved en begravelse er der en klar afslutning, når kisten bliver sat ned i graven og dækkes til. Det har man ikke på samme måde ved en bisættelse, forklarer Morten Hansen, der er administrationschef på Aabenraa Sogns Fælleskontor.

- Der kører bedemanden væk med kisten. Efterladte ringer efterfølgende til os og spørger, hvor kisten er. Jeg tror, at mange mennesker har brug for en mere endegyldig afslutning. Det kan for eksempel være ved at se kisten blive sat ind i ovnen.

"Vi skulle være med hele vejen"

Per Larsen valgte for fem år siden sammen med sin far at tage den sidste afsked med sin mor på krematoriet i Ringsted, mens kisten kørte ind i ovnen.

- Det var mere følelsen af at være med hele vejen. Det er jo ikke unaturligt at dø. Jeg er da ked af at miste min mor, men det er jo en del af livet at dø. Da følte vi bare, at vi skulle være med.

Per Larsens far tog afsked med sin afdøde hustru i krematoriet, hvor han så kisten blive sat ind i ovnen. (Foto: PRIVAT)

Per Larsen har aldrig været i tvivl om, at det var det rigtige at gøre.

- Det var et ønske fra min mor, og det havde jeg ikke noget problem med. Vi var også med, da asken skulle ud af ovnen. Vi har stået hinanden tæt, så vi ville gerne være med hele vejen.

Folk ved ikke, at det er muligt

Det nye krematorium i Aabenraa bliver det tredje i Danmark, der tilgodeser pårørende med et særligt rum, hvorfra de kan se kisten, når den skubbes ind i ovnen. Krematorierne i Bispebjerg og Ringsted har det allerede.

I dag er det noget, der altid tænkes ind, når man bygger nye krematorier i Norden, fortæller Tom Olsen, der er formand for Danske Krematoriers Landsforening og leder af krematoriet i Ringsted.

- I snit bliver rummet i Ringsted brugt én gang om måneden, så det er jo ikke noget tilløbsstykke, men vi oplever en lille stigende interesse for det, siger han.

Ved rundvisninger oplever han, at folk slet ikke er klar over, at det faktisk er muligt at overvære brændingen, så med det nye krematorium i Aabenraa håber han, at flere vil få øjnene op for, at man kan være med hele vejen, hvis man ønsker det.

Hvor kommer kisten hen?

Kirsten Madsen har bedemandsforretninger i Aabenraa, Rødekro og Padborg.

Hun er positiv over, at muligheden nu kommer til Aabenraa, selvom hun ikke har haft forespørgsler på det.

- Jeg mærker helt klart en nysgerrighed, når jeg kører ned til kapellet. De pårørende vil gerne vide, hvor kisten kommer hen, så det bliver spændende, om folk også tør være med, siger hun.

Kirsten Madsen har ikke noget bud på, hvor mange pårørende der vil bruge det nye tilbud. Men det skaber nogle helt unikke muligheder for de efterladte at være ved den dødes side hele vejen, mener hun.

For Per Larsen og hans far var det særligt vigtigt, at hans mor ikke tog på den sidste del af sin rejse alene, og Per Larsen er sikker på, at han igen kommer til at sige et sidste farvel i et krematorium.

- Jeg vil helt klart følge med min far på samme måde. Det tror jeg da også gerne, at han vil have mig til, siger Per Larsen.

Det kommende krematorium i Aabenraa koster 35 millioner kroner og forventes at åbne i løbet af foråret 2020.

Facebook
Twitter