Krybskytter skar hovedet af sjældent set krondyr og lod kroppen ligge

Naturstyrelsen og politi oplever jævnligt problemer med krybskytteri.

To mænd fra Ringkøbing-området er blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af jagtloven, efter de har været på krybskyttejagt i området omkring Kærgård Klitplantage ved Oksbøl.

Politiet pågreb de to mænd på fersk gerning med et afskåret kronhjorte-hoved i deres varebil. Kronhjortens krop havde de efterladt i skoven.

- Jeg blev oprigtig ked af det, harm og ophidset, siger skovrider i Naturstyrelsen Blåvandshuk Ulrik Lorenzen.

Den type kronhjort, der blev nedlagt, er sjælden i landskabet.

- Han er mindst ti år gammel. Og hjorte med den alder og med så flot et gevir er ret sjældne på landsplan, siger han og uddyber:

- Det er også de dyr, folk gerne vil ud at se. De er markante i deres brunst, de slås også meget lige for tiden. Det er attraktivt at se på, ligesom det også er attraktivt i forhold til avlen herude, siger han.

Det er sjældent, at Naturstyrelsen og politi fanger krybskytter på fersk gerning som i dette tilfælde. (Foto: Peter Halkjær)

Sjældent man tager dem på fersk gerning

Det var en hundepatrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der natten til søndag fik øje på en varevogn på Kærgårdvej tæt ved Kærgård Klitplantage.

Betjentene undrede sig over, hvorfor en bil kørte rundt i området på det tidspunkt.

- Da vi standser bilen, kan vi se, at der sidder to mænd i jagtudstyr, og de har også jagtvåben i bilen. Da betjentene kigger om bag i varebilen, kan de se, at der ligger et afhugget hoved fra en kronhjort, siger politikommissær og vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Ivan Gohr Jensen

Det er sket før, at politiet fanger krybskytter på fersk gerning, men det sker ikke ret tit.

- Krybskytterne efterlader sig sjældent spor. De skyder dyrene enten med bue eller med en jagtriffel, og så kommer de tilbage og henter dyret, når alt skønnes stille og roligt, siger Ivan Gohr Jensen.

Det var i området omkring Kærgård Klitplantage, at krybskytterne var på spil.

Dyrene opfører sig på en bestemt måde

Skovrider Ulrik Lorenzen bekræfter også, at der er krybskytteri med jævne mellemrum, men da områderne i det vestjyske er store, er det svært at fange dem, der gør det.

Men når der har været krybskytter på spil i området, kan man aflæse det på dyrene.

- Vi kan se det, i måden dyrene opfører sig på. De bliver mere sky, og hvis der kommer en bil, så forsvinder de med det samme, fordi de har haft dårlige oplevelser med biler om natten, siger Ulrik Lorenzen.

Se videoen med politikommissær og vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Ivan Gohr Jensen, der fortæller om episoden:

Begge mænd, midt i 30'erne, er nu sigtet for krybskytteri og risikerer store bødestraffe. Samtidig har politiet beslaglagt mændenes våben.

- Det er meget forargeligt og alvorligt, at man tager ud og nedlægger et dyr i vores område. Nu skal sagen efterforskes i forhold til straffen, men der er en stor bødesanktion i det her, siger politikommissær og vagtchef Ivan Gohr Jensen.

Facebook
Twitter