Lægemangel hærger provinsen

Det er svært at få praktiserende læger til provinsen. Særligt Syddanmark og Nordjylland er hårdt ramt.

Der bliver længere mellem lægehusene i Region Syddanmark. (Foto: Helge Røjle © DR)

Danskerne i provinsen skal forberede sig på, at der kan blive langt til lægen i den nærmeste fremtid.

Det er nemlig svært at lokke lægerne til de fjerneste egne af Danmark. Og det bekymrer Henning Ravn, der er formand for Esbjerg Byråds Sundheds- og Omsorgsudvalg.

- Vi kan se, at mange af vores praktiserende læger er oppe i alderen, og vi ved at mange af dem overvejer at stoppe snart.

Kan blive stort problem

Det kan blive ganske alvorligt for provinsdanmark, hvis der ikke skrides til handling snarest. Skrækscenariet er, ifølge Henning Ravn, at det kommer til en situation, hvor det bliver nødvendigt at indkalde vikarer til de praksisser, der ikke kan besættes fast.

- Hvis vi ikke får nogle til at besætte de ledige klinikker, så kan vi havne i en situation, hvor vi bliver nødt til at besætte stillingerne med vikarer, og det er slet ikke ønskeligt, siger han.  

I Esbjerg foreslår man  i stedet, at der laves såkaldte virtuelle lægepraksis, altså sådan så man går til lægen via sin computer.

Massivt problem i hele Danmark

Også i Nordjylland ser det skidt ud, når det kommer til at lokke nye læger til området. Tal fra De Praktiserende Lægers Organisation, viser at der mangler hele 47 ud af 336 praktiserende læger. Demed er Nordjylland den region i Danmark, der er hårdest ramt.

 I Region Syddanmark mangler der i øjeblikket 32  ud af 800 læger. Det lyder ikke af meget, men det svarer til, at der er 51.200 patienter ekstra, de øvrige praktiserende læger i Region Syddanmark skal tage sig af.

Bedst ser det ud i Region Sjælland, hvor der kun mangler 13 ud af 505 praktiserende læger.  

Facebook
Twitter