Et regulært bondeoprør breder sig i foreningen Landbrug og Fødevarer.
24 nordjyske landmænd har kollektivt meldt sig ud af landboforeningerne LandboNord og AgriNord, og i Sønderjylland har 21 landmænd forladt LandboSyd.
Landmændene melder sig ud i protest mod hovedforeningen Landbrug og Fødevarer, og i særdeleshed på grund af utilfredshed med forslaget til et sæt nye regler for hvor meget gødning, landmændene må bruge.
For langt fra virkeligheden
Forslaget til gødningsreglerne, som landmændene gør oprør imod, deler jorden ind efter et såkaldt retentionskort som bestemmer hvor meget eller hvor lidt, hver enkelt landmand må gøde sin jord.
- At ville dele landet op på den måde, hvor nogle ejendomme bliver total værdiløse, det går jo ikke, siger Klaus Aage Bengtson, landmand fra Gandrup i Vendsyssel.
Landmændene mener, at Landbrug og Fødevarer er alt for villige til at acceptere de nye gødningsregler, som, ifølge dem, er blevet til på baggrund af rene skrivebordsberegninger.
- Landbrug og Fødevarer ved, reglerne er langt fra virkeligheden. De burde som fagforening have arbejdet for, at vi bliver reguleret efter planternes reelle gødningsbehov, siger Jørgen Jørgensen, landmand fra Nordborg på Als.
Flere vil melde sig ud
Hos de lokale landboforeninger frygter man, at de 45 landmænd, som har forladt Landbrug og Fødevarer, snart vil få følgeskab af andre.
- Vi er kede af, det er kommet så vidt, og vi frygter, der kommer flere og melder sig ud. Hver gang vi mister et medlem, svækker det LandboSyd, siger Torben Heisel, næstformand i LandboSyd.
Men de kan godt forstå landmændenes frustration over hovedorganisationen.
- Der er mange forskellige parter og mange forskellige meninger, og det varer rigtig længe, inden vi får flyttet tingene. Det er der mange landmænd, der ikke har tålmodighed til. Det har vi heller ikke selv, men det er sådan verden er, siger Niels Vestergaard Salling, formand for LandboNord.
Forsøg på at samle parterne
For at undgå at splittelsen i Landbrug og Fødevarer bliver større, vil LandboSyd nu prøve at forsone parterne.
- Vi planlægger et møde mellem alle de landmænd, der har meldt sig ud, Landbrug og Fødevarers formand Martin Merrild og direktøren for Videncenter for Landbrug, Jan Mousing. Vi håber at kunne være den samlende kraft, og få alle landmænd til at ville den samme vej, siger Torben Heisel.
Flere af de landmænd, som har forladt Landbrug og Fødevarer har i stedet meldt sig ind hos foreningen Bæredygtigt Landbrug, som er imod de nye gødningsregler.
Præcisering: Det kunne oprindeligt forstås som om, reglerne er vedtaget. Det er de ikke. Vi beklager fejlen.