Landmand kæmper stadig med utryghed efter uopklaret hærværk

2000 kyllinger, 6880 høns og 200 svin blev lukket ud hos landmanden Bent Jensen gård i Ølgod i sommer. Det omfattende hærværk har skabt utryghed, og sagen er stadigvæk uopklaret.

Landmand Bent Jensen blev udsat for hærværk, hvor gerningsmændene blandt andet efterlod graffiti på hans gård og slap tusindvis af dyr løs.

Det har kostet omkring en kvart million kroner at rydde op, efter at ukendte gerningsmænd begik hærværk mod et landbrug ved Ølgod tilbage i august.

Det var landmand Bent Jensen, der blev ramt af hærværket, hvor 2000 kyllinger, 6880 høns og 200 svin blev lukket ud. De 250.000 kroner blev dækket af forsikringen, men de materielle skader er kun én del af problemet, fortæller han.

- En anden ting er den psykiske del som familien og medarbejderne skal bøvle med lang tid endnu. Det er hårdt, siger Bent Jensen.

Gerningsmænd på fri fod

I samme periode blev også to minkfarme i området udsat for hærværk. Politiet har endnu ikke fundet frem til, hvem det var der trængte ind på gårdene, slap dyr fri og forsøgte at sætte ild til bygningerne.

Bent Jensen forstår godt, at efterforskningen er svær, men han er bekymret.

- Vi er utrygge ved det. Hele branchen er utryg, for det er jo i den grad ballademagere, der har lavet sådan noget her, siger han.

Graffiti tyder på dyreaktivister

Hærværket var ledsaget af graffiti, som kunne tyde på, at dyreværnsaktivister stod bag aktionerne.

Bent Jensen opdrætter både høns og svin og siger, at han kan godt tåle kritik af sine produktionsmetoder - bare ikke i form af hærværk.

Lokalpolitiet i Varde tør ikke gætte på, om der vil ske flere hærværk i området. Men politikomissær Torben Kloster siger, at han har noteret sig, at samtlige hærværk blev begået i skolernes sommerferie, og at der ikke har været nye tilfælde siden skoleåret begyndte.