Lasse fandt vejen ud af kontanthjælp: Hvis du kan klare Alpe d'Huez, kan du klare alt

Virksomhedspraktik og en cykeltur op ad Tour de France-bjerg fik unge ud af kontanthjælpen.

  • Lasse Lüdemann krydser målstregen på Alpe d'Huez. Belønningen på toppen af bjerget var et fultidsjob. (Foto: PRIVATFOTO)
  • Deltagerne i projektet Unge På Toppen på vej mod foden af Alpe d'Huez (Foto: PRIVATFOTO)
1 / 2

Et noget alternativt projekt, der skulle få unge kontanthjælpsmodtagere i arbejde, har vist sig at være en succes.

I sommer satte 19 unge kontanthjælpsmodtagere i Aabenraa sig i sadlen for at cykle knap 1.600 kilometer til toppen af bjerget Alpe d’Huez i de franske alper.

Cykelprojektet Unge På Toppen var et samarbejde mellem Aabenraa Kommune og transportbranchens interesseorganisation ITD, der skulle få de unge i arbejde.

Livsændrende cykeltur

For 26-årige Lasse Lüdemann fra Aabenraa var strabadserne i cykelsadlen en vej op af sofaen og ud på arbejdsmarkedet.

- Det er noget af det fedeste, jeg har været med til. Det handlede også om at møde nye mennesker. Man kommer til at kende de andre deltagere på en anden måde, når vi sammen har kæmpet os op af Alpe d'Huez, i stedet for at ligge derhjemme på sofaen, fortæller han.

Tanken var, at den ti dage lange cykeltur skulle klæde de unge på til at kunne passe et arbejde.

De mange timer i pedalerne har haft stor betydning for de unge. Det fortæller projektleder Thomas Sonne.

- Det er faktisk gået rigtig godt. Alle 19 er ude af deres kontanthjælp, så det kan vel næsten ikke blive meget bedre, siger han.

Siden Lasse Lüdemann var 18 år gammel, har han været på kontanthjælp - kun afbrudt af få måneder på SU. I dag er han fuldtidsansat hos ventilationsvirksomheden Øland.

- Jeg har ikke fortrudt noget som helst i forbindelse med turen. Men jeg har fortrudt, at jeg var på kontanthjælp i så lang tid, siger han og fortsætter:

Lasse Lüdemann tramper i pedalerne på Alpe d'Huez. (Foto: (privatfoto))

- Jeg tog med, fordi der var muligheden for et job bagefter. Og jeg har hele tiden villet arbejde.

Turen op ad Alpe d'Huez har betydet en stor forandring i Lasse Lüdemanns liv.

- Det er 100 procent en omvæltning. Ikke kun fordi jeg har fået et arbejde men også generelt. Hvis du kan klare Alpe d'Huez, så kan du klare alle hverdagens udfordringer, fortæller han.

Succesen bliver gentaget

Projektet har kostet 1,2 millioner kroner, og den regning deles mellem Aabenraa Kommune og ITD.

Udover cykelturen har Aabenraa Kommune og ITD samarbejdet om at skaffe de unge en praktikplads, hvor de skulle arbejde tre dage om ugen ved siden af cykeltræningen.

- Så én ting var, at vi skulle cykle op ad Alpe d’Huez, men der stod altså også nogle virksomheder på den anden side, som manglede arbejdskraft. Det har gjort, at de unge var lette at motivere, siger Thomas Sonne.

De gode resultater betyder, at projektet gentages igen til næste år. Denne gang vil fokus være at få de unge ledige til at tage en erhvervsuddannelse. Samtidig skal de unge træne op til en tur fra Aabenraa til Skagen, der skal foregå på mountainbike og gåben.

Sønderborg, Ikast-Brande, Randers, Vejle og Hedensted har tidligere haft lignende projekter, hvor ledige cyklede for at komme ud af kontanthjælpen.

Facebook
Twitter