Ledelses overforbrug truer skandaleramt skole med konkurs: Lærere ser ud til at betale prisen

Et tocifret antal lærere på VUC Syd skal fyres. Det vil kræve noget ekstraordinært, hvis skolen skal undgå konkurs, mener professor.

Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening mener, det er urimeligt, at en række lærere på VUC Syd bliver afskediget. (Foto: Anne-Marie Lindholm © DR Syd)

Det seneste år har været tumultarisk for uddannelsesinstitutionen VUC Syd.

Et massivt brug af offentlige midler, fusk med medarbejdertilfredshedsundersøgelser og mundkurv til de ansatte er bare nogle af en lang række skandalesager, som ledelsen i VUC Syd er blevet kritiseret for.

I januar mundede det ud i en afgørelse med sønderlemmende kritik fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Nu står et tocifret antal hf-lærere til at blive afskediget, og det bekræftes af skolens nye direktør, Asbjørn Nielsen. Onsdag skulle han rundt på samtlige afdelinger for at informere de ansatte om situationen.

- Vi har påtænkte afskedigelser i vente. Det skal vi tackle på bedst mulig vis. Vi skal i dialog og se, hvordan vi kan undgå flest mulige afskedigelser, så vi kan skabe en tryg hverdag for vores ansatte, siger han til DR.

Men formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, Annette Nordstrøm Hansen, kalder de planlagte fyringer uacceptable. Hun mener, at lærerne kommer til at betale prisen for et massivt ledelsessvigt.

- Det er en rigtig træls situation. Der har været et eklatant ledelsessvigt på VUC Syd gennem rigtig mange år. Og nu ser det ud til, at det er lærerne, der kommer til at betale regningen. Efter forlydender er der mange lærere, der skal afskediges, og det synes jeg er helt uacceptabelt, siger hun.

Ekstraordinære tiltag

Lærerfyringerne er en del af skolens genopretningsplan, der også betyder, at tre vicedirektører er blevet suspenderet. Samtidig har skolen indført en whistleblower-ordning.

Planen bliver taget godt imod af Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

Han har fulgt stormen om VUC Syd tæt, og han mener, at skolen har brug for ekstraordinære tiltag, hvis den skal undgå konkurs. Han forudser, at der vil blive behov for hjælp fra Undervisningsministeriet.

- Det er helt reelt, at hvis ikke der gøres noget meget ekstraordinært, vil skolen gå konkurs. Simpelthen fordi, der ikke er penge til at udbetale løn. Det lyder helt uforståeligt, men det er faktisk korrekt, siger han.

- Det kan man på den korte bane afhjælpe ved at reducere nogle omkostninger, men man er også nødt til at få hjælp fra ministeriet. Ministeriet må give en garanti for banklånene.

Dyre ure, tyske biler, designermøbler og kontor-kunst

I begyndelsen af året modtog VUC Syd en sviende lussing af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

I en påtænkt afgørelse slog styrelsen fast, at VUC Syd i flere år har udvist manglende sparsommelighed og frådset med tilskudskroner ved for eksempel at købe Apple Watches, lease BMW'er og investere i dyre designermøbler og kunst til den tidligere direktørs kontor.

Styrelsen har krævet, at skolen tilbagebetaler 1,2 millioner tilskudskroner til staten for kritisabel omgang med offentlige midler, og at den retter op på en lang række afgørende punkter.

I et af punkterne har styrelsen slået fast, at en del af hf-lærerne mangler de faglige kompetencer til at undervise eleverne, og det er skolen også blevet bedt om at rette op på.

VUC Syd bad derefter styrelsen om dispensation, så lærerne kunne fortsætte med at undervise, til de har fået de nødvendige kompetencer. Det har styrelsen afvist, og derfor har skolen valgt at afskedige dem.

Men det er urimeligt, mener formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, Annette Nordstrøm Hansen.

- Det er jo ikke sådan, at hvis man har en lærer, som ikke lever op til kvalifikationerne, så afskediger man ham. Så sørger man for, at den pågældende får kvalifikationerne, så han kan blive i jobbet, siger Annette Nordstrøm Hansen.

- Derfor vil vi nu - i samarbejde med ledelsen, tillidsrepræsentanterne og lærerne - gå sagerne i gennem og se, om der er en mulighed for at fastholde nogle af lærerne og lave uddannelsesplaner for dem. Det er altså urimeligt, at de skal betale prisen for dårlig ledelse.

Facebook
Twitter